Find din ferie til Rhodos her
Inspiration til rejser hos Bravo Tours
Rhodos Lindos StPaulsBay
Rejseguides

Den Store Rejseguide til Rhodos

Velkommen til Rhodos

Rhodos er den største af De Dodekanesiske Øer, der betyder ”12 øer”. Den meget populære ferieø har ca. 117.000 fastboende, der hovedsageligt beskæftiger sig med de ca. to millioner turister, der årligt besøger øen. Størstedelen af indbyggerne, ca. 55.000, bor i øens hovedby, Rhodos by.

Til daglig deler man øen op i fire områder – nord, syd, øst og vest. Den nordlige del er den mest befolkede og turistede del, hvorimod den sydlige er den øde del med brede sletter og vegetation i vintermånederne. Den østlige del er gold og klipperig med lange sandstrande, mens den vestlige er lidt mere forblæst og frodig. Rhodos har altså meget varierede landskaber – lige fra 1.200 meter høje bjerge og små, snoede veje midt på øen til kilometerlange, pragtfulde sandstrande på østkysten og store ubeboede sletter på den sydlige del. Derfor er der altid noget spændende at se, når man tager en tur rundt på øen.

VIDSTE DU, at Rhodos er på størrelse med Djursland?


Områder på Rhodos

Rhodos bymur

Rhodos by

Med sine ca. 55.000 indbyggere er Rhodos by den største by på øen. Byen er mest kendt for den gamle bydel, som fortæller en spændende og dramatisk historie om befolkningens bedrifter på øen. Bydelen er desuden en af de smukkeste og bedst bevarede middelalderbyer i Middelhavet. Den gamle bydel er præget af hyggelige restauranter og spændende butikker. Mærk den altid livlige atmosfære omkring Mandrakihavnen, og bliv fristet af Cypern-pladsens shoppingområde.

Faliraki

Tidligere var byen kendt som en lille, ydmyg fiskerby, men nu er det et velfungerende turistområde. Hver uge i højsæsonen kommer ca. 15.000 turister til byen. Oplev en af Rhodos’ bedste og flotteste strande, et stort og lækkert vandland eller det hyggelige tivoli. I byens centrum ligger Sankt Nektarios-kirken, der blev bygget, da turisteventyret startede i 1976.

Lindos strand

Ialyssos

Besøg den fredelige by Ialyssos. Her bor godt 12.000 mennesker, men selvom byen ikke er så stor, finder du alt, hvad hjertet begærer – bl.a. gode restauranter af lokal og international karakter, hyggelige barer og caféer. Det lokale miljø oplever du bedst i området omkring kirken.

Kremasti

På vestkysten ca. 10 km syd for Rhodos by ligger en lille, hyggelig by – Kremasti. Mærk den hyggelige atmosfære og de forholdsvis mange shoppingmuligheder. Den utrolig smukke kirke, Vor Frue af Kremasti, ligger midt i byen.

Lindos

Lindos er kendt som ”Den Hvide By”. Den ligger på østkysten ca. 40 km syd for Rhodos by, og er på UNESCOs liste over bevaringsværdige byer. Et smukt syn, der hvert år lokker 750.000 besøgende til.


OPLEV RHODOS

Byrundtur

Rhodos ByrundturNår du holder ferie på Rhodos, er der en række oplevelser, du ikke bør gå glip af. Filerimos-bjerget, Rhodos by og især den gamle bydel er nogle af dem. Vi starter på toppen af Filerimos-bjerget og fortsætter med en rundtur i både Rhodos by og den gamle bydel. Her besøger vi de vigtigste monumenter og historiske seværdigheder, der omkranser byen. Nyd stemningen og lad dig forføre til en anden tid. Efter turen er der mulighed for på egen hånd at blive i Rhodos by/den gamle bydel.

Fantastiske Rhodos

Mærk, hør, smag og nyd Rhodos fra alle dens bedste sider. Få et indblik i kulturen, dagligdagen, historien og øens kendetegn. Turen tager os blandt andet med til ”Den Hvide By” Lindos, der viser det bedste af Rhodos, og vi ser også øens unikke natur og historiske perler.

Græsk grillaften

Nyd en hyggelig grillaften på Hotel Ilyssion Holidays. Her sørger det engagerede personale for en fantastisk aften, en velsmagende buffet med græske specialiteter og græske vine, lokal spiritus og drikkevarer. Tag med og oplev den gode stemning.


LOKALE ATTRAKTIONER

Der er utallige oplevelser og lokale attraktioner på Rhodos. Her kan du læse et udvalg – men vi har mange flere forslag til, hvad du kan opleve på din ferie.

Faliraki Waterpark

Et kæmpe vandland nær ved Faliraki. Her er vandrutsjebaner og vandaktiviteter klar til liv og glade dage. En oplevelse for både børn og voksne.

MarmarisMarmaris

Oplev to verdensdele på din ferie. Rejs til Marmaris i Tyrkiet og mød den spændende tyrkiske kultur, den billige shopping og den dejlige ferieby. Inden du går i land, kan du slappe af på sejlbåden. Ved siden af basaren ligger havnen med flotte lystyachts, taxibåde og sejlbåde langs promenaden. Her finder du masser af hyggelige restauranter.

Jeepsafari

Ta’ med på tur i hurtige jeeps og bliv betaget af naturen midt på Rhodos. Føl suset i maven, når bilerne suser off road over bjergkamme og ned gennem bakkedale. Nyd udsigterne, nyd den uberørte natur og mærk spændingen, når det går over stok og sten. Vi stopper flere gange på turen og lader os betage af den spektakulære udsigt. Ved vestkysten kan du få en hurtig dukkert.

SymiSymi

Sejl med ud på Det Ægæiske Hav til den idylliske ø, Symi. Øen er en af de mindst beboede øer i det græske ø-hav og kendt for som munkenes og svampedykkernes ø. I løbet af dagen kan du også slappe af på havet, nyde den fantastiske udsigt og prøve at bade med ægte natursvampe.

Dykning

Tag med det professionelle dykkerfirma Waterhoppers til den smukke Kalithea-bugt. De kvalificerede dykkere vejleder og instruerer, så selv førstegangsdykkere kan føle sig trygge under havets overflade. Du kan naturligvis også snorkle.


REJSELEDERNES HEMMELIGHEDER

Bravo Tours’ rejseledere bor på Rhodos. De kender derfor alle øens små hemmeligheder og ved, hvor du skal tage hen for at få de bedste oplevelser.

Besøg St. Pauls Bay

Tag til St. Pauls-bugten tæt ved Lindos. Her finder du et af de hyggeligste strandområder med få solsenge og parasoller. I bugten kan du nyde de lokale små fiskerbåde på vandet – en malerisk oplevelse. Du kan selvfølgelig også bade i det fine og klare vand.

På restaurant med de lokale

I Rhodos’ nyere bydel finder du restaurant Koykos – restaurant, fortovscafe og bager i ét. Her vil du med garanti møde mange af de lokale. Det er også et godt sted at hente sandwich til strandturen, eller hvis du har lejet en bil. Prøv fx deres hjemmelavede tunsalat eller deres laks med spicy feta.

Løb i de gamle grækeres fodspor

Hvis du har pakket løbeskoene, bør du løbe i de gamle grækeres fodspor. Ved Rhodos’ Akropolis, ca. 3 km fra centrum, finder du stadig en del af det gamle stadion (løbebane), som de lokale atleter trænede på frem mod OL (ca. 200 år fvt.). Et sted, hvor mange lokale motionerer.

Oplev voldgraven

Pak en picnickurv og tag på ”skovtur” i voldgraven rundt om den gamle bydel i Rhodos. Det er et dejligt grønt område, som de fleste overser på deres besøg.

Se bymuren fra oven

Næsten alle turister besøger den gamle bydel i Rhodos, men kun få oplever den fra oven. Det er nemlig muligt at gå de ca. 4 km på bymuren og nyde udsigten til de smalle gader. Der er entré fra stormesterens palads.

 

Rhodos blomstermur

 


MAD OG DRIKKE

Rhodos Mad

 

Maden i Grækenland er kendt for dens kulinariske højder. Folk på Rhodos forstår virkelig, hvordan man gør noget specielt ud af madlavningen – og de samles ofte i flere timer for at nyde et veldækket bord med gode græske retter. Frisk fisk og gode oste er ofte en del af måltiderne, og de deler gerne forskellige forretter kaldet meze.

 

  • Arnáki/Chirinó: Lam/svin grillstegt over trækul eller som små spyd. Serveres typisk med forskelligt græsk tilbehør som fx tzatziki og dolmades.
  • Græsk salat: ’Choriátiki saláta’ består af tomat, agurk, løg, oliven, fetaost og vineddike/olivenolie.
  • Dolmades: Vinblade, der har ligget i lage, fyldt med ris og forskellige krydderier. En smagfuld delikatesse.
  • Kalamaria: Blæksprutter, der spises enten kogte eller friterede.
  • Meze: Små kolde og varme delikatesser, der kan bestå af kødretter, ost, oliven eller tzatziki, dolmades og meget andet.
  • Moussaka: Nationalretten – ovnbagt aubergine med oksekød, kanel, nelliker og kartofler.
  • Stifado: Kanin- eller okseragout med løg og krydderier, der kan sammensættes med mange andre græske delikatesser.

1)

2) Drikkevarer

Øl som Amstel, Heineken og Carlsberg brygges på licens, men den græske øl Mythos er glimrende og den mest udbredte i landet. Alfa og Fix er mindre kendte græske mærker. Prøv også den specielle græske vin, hvor der er tilsat harpiks. Vinen har en pikant smag, som passer godt til fisk. Retsina kan eventuelt blandes med Sprite eller lignende. Tilsæt lidt isterninger og nyd en frisk sommerdrik. Den græske nationaldrik, ouzo, er spiritus tilsat anis. Ofte byder man gæster på et glas ouzo i butikker, på restauranter og hoteller.

3) Tzatziki

Græsk yoghurt med revet agurk og hvidløg. Tzatzikien varierer meget i smag afhængig af, hvor man bestiller den. Nydes typisk sammen med brød.

4) Tsikoudia/Raki

Rhodos har sin egen lokal-drik nemlig, tsikoudia (raki). Tsikoudiaen fremstilles af pulp, der er resterne fra de pressede druer. Pulpen bliver kogt, og af saften fremstilles tsikoudia, der serveres i små glas og bedst kan sammenlignes med vores snaps.


KORT OVER RHODOS


 VÆRD AT VIDE OM RHODOS

Lægen, receptionen eller rejselederne kan oplyse, hvor du finder det nærmeste apotek. På græsk hedder apotek ”farmakeio” – du kan kende det på det grønne eller røde kors. Åbningstiderne følger butikkerne, og alle apoteker skilter med dem. Husk kvittering og recept ved køb af lægeordineret medicin.
Du kan i højsæsonen købe danske aviser fra dagen før i enkelte kiosker.
Rhodos er kendt for sine mange fine strande. De bedste strande findes på østsiden. Her er sand og læ for vinden. Men også vestkysten har dejlige områder, hvor du kan bade. Flag på strandene indikerer, om det er tilladt, forbudt eller på eget ansvar at bade. Grønt flag betyder, at det er tilladt at bade. Gult flag, at det er på eget ansvar, og rødt flag, at det er forbudt. Det er en god idé at medbringe badesko. På alle strande skal du betale et mindre beløb for at benytte liggestolene.
Bankerne har normalt åbent mandag–fredag kl. 09.00-14.00. Her får du altid den bedste vekselkurs. Det er en god ide at medbringe passet i banken. Bankerne har også hæveautomater, som tager de mest almindelige kreditkort – vi anbefaler, du bruger disse, når du hæver penge. Hver gang du hæver, opkræver din egen bank et gebyr på mellem 30 og 50 kr. Du kan hæve ca. 250 euro om dagen svarende til 2.000 danske kroner.
Hvis du gerne vil opleve Rhodos på egen hånd, anbefaler vi, at du lejer en bil. Rejselederen hjælper dig gerne og oplyser også priser og øvrige betingelser. Bestil din bil i god tid – gerne 2-3 dage før, bilen ønskes leveret. Du kan købe kørselsvejledninger med turforslag af din rejseleder.
Rhodos har to busselskaber. KTEL – kører primært på østkysten og øens midte. RODA – kører primært på vestkysten. Derudover er der bybusser.

Generelt kan det være tidskrævende at bruge øens offentlige transport. Afgangstiderne er vejledende og overholdes sjældent. Det er derfor altid en god idé at spørge, hvornår bussen kører tilbage og om den afgang, du regner med at benytte, gennemføres. Busserne har ikke linjenumre som i Danmark, men er markeret med navnet på endestationen. Spørg eventuelt chaufføren for at være sikker. Rejser man flere sammen, er det ofte billigere at tage en taxi.

Du kan let leje en cykel på Rhodos. Din rejseleder hjælper gerne med flere informationer.
Betjeningen på restauranter er inkluderet i prisen. Har maden og betjeningen været i orden, er det god kutyme at lægge ca. 5-10 % oven i regningen eller runde beløbet lidt op. Mange giver også lidt til stuepiger, chauffører og andet personale -hvis de har udvist rigtig god service.
Der anvendes 230 volt. Danske stik passer ikke alle steder. Omformer/adapter kan købes billigt i supermarkederne.
På afrejsedagen skal du forlade værelserne senest kl. 12.00 ifølge internationale hotelbestemmelser – også selvom du først skal flyve sent på aftenen. Hotellet kan som regel tilbyde opbevaring af bagage samt bade- og omklædningsforhold. Nogle gange er det muligt at leje værelset hele afrejsedagen mod betaling. Ved ankomst kan du tidligst forvente, at værelset er klart kl. 15.00. De græske huse/bygninger er ikke så godt isolerede, så der kan være meget lydt. Hotellerne beder om ro efter kl. 23.00.
Mange hoteller har internet som en service for gæsterne, men i langt de fleste tilfælde mod betaling. Mange caféer og barer tilbyder gratis WiFi. Det kan være dyrt at bruge mobilinternettet i udlandet.
Den græske kaffe hedder ”kafes elinikos”. Det er fintmalede bønner kogt med sukker, og kaffen serveres i små kopper med kaffegrums.

De fleste steder kan man drikke Nescafé, espresso og cappucino. Hele sommeren drikker grækerne selv ”frapè”, der er kold pisket Nescafé med isterninger.

Skulle det blive nødvendigt med lægehjælp i løbet af din ferie, er du meget velkommen til at kontakte din rejseleder. Du skal bruge dit blå kort eller din private rejse-/sygeforsikring. Vi anbefaler, du benytter en af de klinikker, som vi samarbejder med, hvis du har privat forsikring. Se telefonnummer og adresse i inspirationsmappen eller kontakt din rejseleder. Hvis du har en rejseforsikring, skal du altid kontakte dem vedr. betaling – du kan også lægge ud, men husk altid at gemme alle kvitteringer.
I løbet af ugen er der to markeder i Rhodos by – både et frugt- og grøntmarked og diverse håndværk. Det ene marked afholdes både onsdag og lørdag tæt ved Zefiros-stranden, og det andet marked, der har åbent om torsdagen, ligger ved Vyronos-gaden tæt ved Diagoras Stadion. Markederne holder åbent ca. kl. 9.00-13.00. Lørdagsmarkedet er det største.
Ring 100 for politi, 166 for ambulance, 199 for brandvæsen i de akutte situationer. Ved mindre uheld, kontakt din rejseleder for nærmeste politistation.

Posthus på græsk hedder ”tachidromio”. I Rhodos by ligger posthuset ved Mandrakihavnen, og i Ialyssos ligger posthuset på den store hovedgade, der går gennem byen. Posthusene har typisk åbent kl. 7.30-20.00. Det koster 0,80 € at sende et postkort. Du kan købe frimærker i kiosker, supermarkeder og småbutikker. Postkasserne på Rhodos er gule, og ekspeditionstiden til Danmark (Daniá) er ca. syv dage. Du kan også købe postkort og frimærker hos din rejseleder – de kan også poste dem for dig.
Du kan altid komme i kontakt med din dansktalende rejseleder. Vores servicetelefon er åben døgnets 24 timer, og du er velkommen til at kontakte os herpå. Du finder telefonnummeret i inspirationsmappen på dit hotel/lejlighed.
Der holdes siesta på Rhodos. Det betyder, at de fleste kontorer og forretninger holder lukket kl. 13.00-17.00.
Du kan let tage en taxa på Rhodos. De kører overalt i Rhodos by, Ialyssos og Faliraki. Praj en taxi på gaden eller få bestilt en til hotellet mod et gebyr på 2 €. Det er billigt at køre med taxi på Rhodos, men nogle chauffører kører uden taxameter. Aftal derfor prisen inden turens start. Du finder information om det generelle prisleje for taxi-ture i inspirationsmappen.
Når klokken er 12 i Danmark, er den 13 på Rhodos.
Du må afgiftsfrit indføre:

10 liter spiritus eller 20 liter hedvin

800 cigaretter eller 200 cigarer eller 400 cerutter

Efterlad aldrig værdigenstande på stranden, mens du går i vandet. Pas på tasker og tegnebøger – specielt hvor der er mange mennesker – fx på stranden, markeder, busstoppesteder og i lufthavnen. Vi anbefaler at leje en safebox til værdigenstande, så du ikke behøver at have dem med dig. I tilfælde af tyveri kan rejselederen hjælpe med at anmelde det til politiet. Skulle uheldet være ude, kan du spærre dine kort på et af telefonnumrene:

Dankort, Visa/Dankort, Visa Electron:
+45 44 89 29 29

MasterCard, Maestro, American Express:
+45 44 89 27 50

Møntenheden i Grækenland er Euro. 1 € svarer til ca. 7,50 kr., og er delt i 100 cent (ligesom vores 100 øre).

Sedler findes i:
5, 10, 20, 50, 100, 200, 500 €.

Mønter findes i:
1, 2, 5, 10, 20, 50 cents og 1 og 2 €.

Du veksler i bankerne til den bedste kurs. Du kan også gøre det i receptionen på de fleste hoteller eller hæve penge i bankernes hæveautomater.
Butikkerne har typisk åbent kl. 9.00-13.00 og kl. 17.00-21.00. Om lørdagen er åbningstiderne typisk kl. 9.00-14.00. Om søndagen er stort set alt lukket. I byerne findes der dog små turistbutikker og nogle små supermarkeder, der har åbent hver dag fra morgen til aften.

 ÅBEN REJSEGUIDEN SOM BLADREKATALOG

Faktaboks

FAKTA OM RHODOS

  • Areal: 1.402 km²
  • Indbyggere: ca. 117.000
  • Hovedby: Rhodos by
  • Religion: Græsk-ortodoks
  • Valuta: Euro

DE 3 BEDSTE REJSETIPS

  • Gå en tur i den gamle bydel i Rhodos by, oplev stemningen og historien.
  • Oplev de små landsbyer og det ægte Grækenland fx på vores ø-rundtur.
  • Nyd det dejlige byliv på en af de skønne tavernaer, barer eller restauranter.

Se også disse artikler