Komplet Rejseguide til Zakynthos

VELKOMMEN TIL ZAKYNTHOS

Zakynthos ligger ud for Grækenlands vestkyst og er meget velbesøgt af turister pga. de mange solskinstimer. Øen er geografisk delt i to områder. Den nordvestlige del er et højtliggende landskab, der er dækket af skov. Det højeste punkt, Vrachionas, er kun 758 meter over havet. I vintertiden er gennemsnitstemperaturen ca. 5˚ C, så det er sjældent, at det sner på øen. I sommerperioden er gennemsnitstemperaturen ca. 25˚ C – og en god basis for den voksende turisme.

Hovedbyen Zakynthos ligger på østkysten helt ud til vandet. Her bor ca. 12.000 indbyggere. Byen er meget lokal og ikke særlig præget af turismen. Grækerne er kendt for deres gæstfrihed, og de elsker at vise deres kultur og hjemland frem. De store turistområder findes på øens sydøstlige del.

VIDSTE DU, at Zakynthos er den sydligste af De Ioniske Øer?


OMRÅDER PÅ ZAKYNTHOS

Kalamaki Beach

Kalamaki

Kalamaki er et af de sydligste områder i Laganas-bugten, og her finder du fantastisk flotte badestrande. Byområdet er trukket lidt væk fra stranden, og området er især kendt for sine store havskildpadder, Caretta Caretta, der lægger deres æg i forsommeren. Selve byen er baseret på hovedgaden, hvor du finder mange restauranter og turistbutikker. Fra hovedgaden går små sideveje ned mod stranden.

Tsilivi

Nord for Zakynthos by ligger et stort flot turistområde, Tsilivi. Byen er en anelse større end de andre turistområder. Her er der mange små barer og hyggelige steder, hvor du kan nyde en kop kaffe eller en anden forfriskning. Stranden i Tsilivi er rigtig flot, og der er gode bademuligheder. Fra Tsilivi er der ikke mere end 15 minutters bustransport til Zakynthos by.

Argassi

Argassi

Argassi ligger på den østlige del af øen og grænser også op til hovedbyen, Zakynthos. Hovedgaden i Argassi er præget af mange små og hyggelige restauranter og taverner. Fra Argassi kan du tage et mini-”tog” ind til Zakynthos by, hvor der er mange shoppingmuligheder. Vil du til stranden, kan du besøge den offentlige strand i den sydlige del af byen. På hovedgaden er der busstoppesteder, hvorfra der kører busser til Kalamaki, Tsilivi og Zakynthos by.

Laganas

Laganas er kendt som de unges ferieparadis – her finder du et spændende natteliv med barer og diskoteker. Laganas ligger på samme strandstrækning som Kalamaki. Der kører busser til Laganas fra de andre ferieområder.


OPLEV ZAKYNTHOS

Agios Dionysios kirke

Zakynthos byrundtur

Oplev den udsmykkede Dionysios-kirke, og hør mere om den græske kultur. Vi besøger også det charmerende bycentrum, hvor butikker og taverner danner rammerne for det lokale liv. Undervejs hører du om nogle af de indflydelsesrige personer og byens historie. Vi besøger også den gamle venezianske borg, hvor vi nyder udsigten fra Zakynthos’ balkon. Et rigtig flot udsigtspunkt, hvorfra du kan se hele byen. Kom helt tæt på øens lokale vinproduktion, når vi besøger Solomos og ser, hvordan vinen fremstilles.

Zakynthos Caretta

Det krystalblå krydstogt

Tag en sejltur på det vidunderlige, krystalblå Ioniske Hav, hvor vi nyder Zakynthos billedskønne kyststrækning. Turen tager os ned på sydkysten, hvor vi finder nogle af øens flotteste strande. Det er her de fredede havskildpadder, Caretta Caretta, lægger deres æg. Havet omkring Zakynthos er et paradis for skildpadderne, og vi kan opleve synet af dem, når de stikker hovedet over havoverfladen. Undervejs er der rig mulighed for både at bade i vandet og nyde solens stråler fra dækket.

Zakynthos Bådtur

Zakynthos – Den Græske Perle

Oplev det ægte Grækenland. Vi besøger traditionelle, græske landsbyer, og i Agia Nikolaos går vi ombord på en lille båd og sejler til øens nordligste punkt med de flotte, blå grotter. På turen er der inkluderet frokost på en lille, hyggelig taverna, hvor du kan smage nogle af øens specialiteter. Turen er en fantastisk mulighed for at få indblik i øens historie og traditioner kombineret med den flotte og varierende natur.

Zakynthos Keri

Keri’s Skatte

På Keri-halvøen venter en spektakulær udsigt. Mens solen går ned, spreder den varme, orange farve sig over landskabet. Her findes også verdens største, blafrende græske flag, der næsten er på størrelse med en håndboldbane. Flaget er oppe, når vejrforholdene tillader det. Vi spiser et lækkert måltid på en græsk taverna og besøger en olivenoliefabrik for at se produktionen. Der er selvfølgelig også mulighed for både at smage og købe de gyldne dråber.

 


LOKALE ATTRAKTIONER

Der er utallige oplevelser og lokale attraktioner på Zakynthos. Her kan du læse et udvalg – men vi har mange flere forslag til, hvad du kan opleve på din ferie. I inspirationsmappen på hotellet kan du læse om flere spændene attraktioner, og du er selvfølgelig altid velkommen til at spørge din rejseleder til råds.

Zakynthos NavagioNavagio, skibsvraget – Zakynthos’ vartegn

På den nordvestlige del af øen finder du mange små, flotte strande, der er omkranset af klipper. Den absolut flotteste er stranden Navagio, der på græsk betyder skibsvrag. Inde i denne lille bugt ligger nemlig en strand med et gammelt skibsvrag. Det er muligt at se stranden og vraget fra en lille udkigsbro på klipperne, men vil du have den store oplevelse, skal du se det fra søs. På sejlturen kommer du tæt på det gamle skib og ser noget af verdens mest krystalblå vand. Stranden er kåret som en af verdens smukkeste. Din rejseleder kan hjælpe dig med at arrangere en sejltur.

Vandland

Olympia ZakynthosWater Village ligger fire km vest for Zakynthos by. Her kan du få et sug i maven på en af de mange store rutsjebaner. En god mulighed for en hyggelig eftermiddag med børnene eller barnlige sjæle.

Olympia

Olympia er stedet, hvor De Olympiske Lege startede for flere tusind år siden. Olympia ligger på fastlandet, men med regelmæssig færgeforbindelse er det let at komme dertil. I området finder du ruinerne af det imponerede bygningsværk, som grækerne byggede i år 774 f.v.t. I det tilhørende museum kan du se mange flotte statuer, der blev fundet under udgravningen.


REJSELEDERNES HEMMELIGHEDER – GODE TIPS

Bravo Tours’ rejseledere bor på Zakynthos. De kender derfor alle øens små hemmeligheder og ved, hvor du skal tage hen for at få de bedste oplevelser.

Den ukendte strand

Besøg Porto Vromi-stranden, som ligger på nordsiden af øen ved byen af samme navn. En smuk lille perle, som ikke mange kender til.

En særlig restaurant

Inden du rejser hjem, bør du nyde en middag hos Restaurant Votsalo på halvøen Keri. Stedet er besøgt af både lokale og turister, men sidstnævnte finder det sjældent, da stedet ikke ligner et spisested udefra. Restauranten har en fantastisk beliggenhed i bjergene, og du kan nyde en flot udsigt over øen og den smukke skildpaddeø.

Besøg Callonico vingård

En autentisk vingård, som ikke så mange kender til. Ofte anbefaler bureauer andre vingårde, da de har rundvisninger, men denne emmer af græsk charme.

Nyd kaffen

Drik din kaffe på bar Tropic i byen Porto Koukla. Lad dig ikke snyde af, at stedet ligger i forbindelse med et hotel – men fortsæt ned af de små trapper, så finder du det hyggeligste intime sted. Du kan også nyde en drink om aftenen.


MAD OG DRIKKE

Zakynthos Mad

Maden i Grækenland er kendt for dens kulinariske højder. Folk fra Zakynthos forstår virkelig, hvordan man gør noget specielt ud af madlavningen – og de samles ofte i flere timer for at nyde et veldækket bord med gode græske retter. Frisk fisk og gode oste er ofte en del af måltiderne, og de deler gerne forskellige forretter kaldet meze.

  • Fava: Purerede bønner tilsat oregano, løg og olivenolie. Spises ofte som forret sammen med brød.
  • Græsk salat: ’Choriátiki saláta’ består af tomat, agurk, løg, oliven, fetaost og vineddike/olivenolie.
  • Gyros: Fladt brød med stegte stykker kød, som kan variere.
  • Saganaki: Mange typer ost tilberedt på forskellige måder fra egn til egn. Oftest er det dog grillet eller friturestegt gedeost.
  • Souvlaki: Et lille spyd i mange varianter – lammekød, oksekød, svinekød etc. Souvlaki er formentlig en af de allerbedst kendte græske retter.
  • Stifado: Kødboller af oksekød blandet med løg, tomater, basilikum, persille og måske svampe. Serveres med kartofler eller ris.
  • Tomatokeftedes: Bagte tomater med løg, grøn peberfrugt og mynte. En græsk specialitet, som du bør smage.
  • Tzatziki: Græsk yoghurt med revet agurk og hvidløg. Tzatzikien varierer meget i smag afhængig af, hvor man bestiller den. Nydes typisk sammen med brød.
  • Zakynthos kanin: Kanin i rød sauce med ris til.
  • Moussaka: Grækenlands nationalret – ovnbagt aubergine med oksekød, kanel, nelliker og kartofler.

Ouzo

En græsk spiritus, der tit drikkes som aperitif inden et måltid. Blander du ouzoen med vand, får drikken en mælkeagtig farve. Ouzo er baseret på anis og smager derfor lidt af lakrids. Ouzoen er lavet af resterne fra vinproduktionen og findes typisk med alkoholprocenter på ca. 40%.

Vin og oliven

Der produceres meget vin og olivenolie på øen. En stor del af landskabet er dækket af vinplantager samt olivenlunde. Solomos lidt nord for byen Zakynthos er den største vinproducent. På mange af øens restauranter kan du købe Solomos’ vin.


KORT OVER ZAKYNTHOS


VÆRD AT VIDE OM ZAKYNTHOS

Lægen, receptionen eller rejselederne kan oplyse, hvor du finder det nærmeste apotek. På græsk hedder apotek ”farmakeio” og på engelsk ”pharmacia” – du kan kende det på det grønne kors. Åbningstiderne følger butikkerne, og alle apoteker skilter med dem. Husk kvittering og recept ved køb af lægeordineret medicin.
Du kan i højsæsonen købe danske aviser fra dagen før i enkelte kiosker.
Bademulighederne på Zakynthos er gode. De bedste strande ligger i Kalamaki og i Tsilivi. Strandene er brede og lange uden mange sten. Begge steder er strandene meget børnevenlige, da du skal langt ud, før det bliver rigtig dybt. Stranden i Kalamaki er ni km lang og dermed en af Grækenlands længste.
Bankerne har normalt åbent mandag–fredag kl. 09.00-14.00. Her får du altid den bedste vekselkurs. Det er en god ide at medbringe passet i banken. Bankerne har også hæveautomater, som tager de mest almindelige kreditkort – vi anbefaler, du bruger disse, når du hæver penge. Hver gang du hæver, opkræver din egen bank et gebyr. Du kan hæve ca. 250 euro om dagen svarende til 2.000 danske kroner.
Hvis du gerne vil opleve Zakynthos på egen hånd, anbefaler vi, at du lejer en bil. Rejselederen hjælper dig gerne og oplyser også priser og øvrige betingelser. Bestil din bil i god tid – gerne 2-3 dage før, bilen ønskes leveret. Din rejseleder hjælper gerne med forslag til, hvor du skal køre hen.
Du kan let leje en cykel på Zakynthos. Din rejseleder hjælper gerne med flere informationer.
Betjeningen på restauranter er inkluderet i prisen. Har maden og betjeningen været i orden, er det god kutyme at lægge ca. 5-10 % oven i regningen eller runde beløbet lidt op. Mange giver også lidt til stuepiger, chauffører og andet personale – hvis de har udvist rigtig god service.
Der anvendes 230 volt. Danske stik passer ikke alle steder. Omformer/adapter kan købes billigt i supermarkederne.
På afrejsedagen skal du forlade værelserne senest kl. 12.00 ifølge internationale hotelbestemmelser – også selvom du først skal flyve sent på aftenen. Hotellet kan som regel tilbyde opbevaring af bagage samt bade- og omklædningsforhold. Nogle gange er det muligt at leje værelset hele afrejsedagen mod betaling. Ved ankomst kan du tidligst forvente at værelset er klart kl. 15.00. De græske huse/bygninger er ikke så godt isolerede, så der kan være meget lydt. Hotellerne beder om ro efter kl. 23.00.
Mange hoteller har internet som en service for gæsterne, men i langt de fleste tilfælde mod betaling. Mange caféer og barer tilbyder gratis WiFi. Det kan være dyrt at bruge mobilinternettet i udlandet.
Skulle det blive nødvendigt med lægehjælp i løbet af din ferie, er du meget velkommen til at kontakte din rejseleder. Du skal bruge dit blå kort eller din private rejse-/sygeforsikring. Vi anbefaler, du benytter en af de klinikker, som vi samarbejder med, hvis du har privat forsikring.

Se telefonnummer og adresse i inspirationsmappen eller kontakt din rejseleder. Hvis du har en rejseforsikring, skal du altid kontakte dem vedr. betaling – du kan også lægge ud, men husk altid at gemme alle kvitteringer.

På tlf. (+30) 269 50 27 367 får du fat i turistpolitiet, der håndterer sager for turister. Kun få hos politiet taler engelsk, kontakt derfor rejselederne for at få hjælp.
Du kan købe frimærker og postkort i de fleste turistbutikker. Postkasserne er gule. Portoen til Danmark er 0,80 €. Det tager ca. 7-8 dage, før postkortet er i Danmark. Du kan også købe postkort med frimærke af rejselederne.
Du kan altid komme i kontakt med din dansktalende rejseleder. Vores servicetelefon er åben døgnets 24 timer, og du er velkommen til at kontakte os herpå. Du finder telefonnummeret i inspirationsmappen på dit hotel/lejlighed.
Når klokken er 12 i Danmark, er den 13 på Zakynthos.
Toiletpapir skal smides i spanden ved siden af toilettet – også på hotellet. Ellers stopper toilettet, da kloakkerne ikke er ret gode.
Du må til Danmark afgiftsfrit indføre:

10 liter spiritus eller 20 liter hedvin
800 cigaretter eller 200 cigarer eller 400 cerutter

Efterlad aldrig værdigenstande på stranden, mens du går i vandet. Pas på tasker og tegnebøger – specielt hvor der er mange mennesker – fx på stranden, markeder, busstoppesteder og i lufthavnen. Vi anbefaler at leje en safebox til værdigenstande, så du ikke behøver at have dem med dig. I tilfælde af tyveri kan rejselederen hjælpe med at anmelde det til politiet. Skulle uheldet være ude, kan du spærre dine kort på et af telefonnumrene:

Dankort, Visa/Dankort, Visa Electron:
+45 44 89 29 29

MasterCard, Maestro, American Express:
+45 44 89 27 50

Møntenheden i Grækenland er Euro. 1 € svarer til ca. 7,50 kr., og er delt i 100 cent (ligesom vores 100 øre).

Sedler findes i:
5, 10, 20, 50, 100, 200, 500 €.

Mønter findes i:
1, 2, 5, 10, 20, 50 cents og 1 og 2 €. 

Du veksler i bankerne til den bedste kurs. Du kan også gøre det i receptionen på de fleste hoteller eller hæve penge i bankernes hæveautomater.
Butikkerne holder typisk siesta fra kl. 14.00-18.00 – dog sjældent i turistområderne. De fleste butikker holder åbent til kl. ca. 21-22.

ÅBEN REJSEGUIDEN SOM BLADREKATALOG

KATEGORIER

Relaterede artikler om rejseguide