Bestil din ferie i Tunesien her
Inspiration til rejser hos Bravo Tours
Rejseguides

Komplet rejseguide til Tunesien

Velkommen til Tunesien

Sommeren igennem kærtegner solen de kridhvide sandstrande i Tunesien – Afrikas nordligste perle svøbt i de lune vinde. Kun et skumsprøjt fra Italiens Sicilien ligger en forunderlig verden af 1001 nats eventyr og venter på jer, og flyvetiden er kort.

Tunesien er Nordafrikas mindste land, men den strategiske position har givet landet en meget begivenhedsrig historie. Berberne, fønikerne, romerne, vandalerne, byzantinerne, araberne, ottomanerne, spanierne og franskmændene har alle præget landet. I 1956 blev landet selvstændig, og Habib Bourguiba blev landets præsident. En mand, tuneserne stadig er meget stolt af.

 

OMRÅDER I TUNESIEN

Sousse

Sousse

Sousse er Tunesiens tredjestørste by og har ca. 750.000 indbyggere. Byen er blevet et af Tunesiens mest populære rejsemål. De fleste kommer for solens og strandenes skyld, men bliver hurtigt positivt overrasket, når de opdager, at de er rejst til en ægte tunesisk by med et hav af oplevelser, flotte hoteller, hektiske markedspladser, afslappende atmosfære og smukke solopgange i ørkenen. I Sousse mødes gammelt og nyt, og på vejene ses æselkærrer, der trænges om pladsen med de moderne biler.

Hammamet

Hammamet

Hammamet er den første turistby i Tunesien, og her bor omkring 65.000 mennesker. De smukke strande, havnepromenaden og medinaen forklarer nemt, hvorfor turisterne begyndte at flokkes hertil. Hammamet er kendt som jasminbyen, som også har lagt navn til den nye bydel, der udelukkende er dedikeret til turister – Yasmine Hammamet. Beboerne i Hammamet er kendt for at være venlige, imødekommende og nede på jorden. Du finder masser af hyggelige caféer, indbydende restauranter og små forretninger. Nyd bjergene i baggrund, appelsinlunde og jasminer i haverne og udsigten over Middelhavet.

SEVÆRDIGHEDER I TUNESIEN

Bytur i Sousse

Lær lokalområdet bedre at kende. På turen tager vi omkring den gamle arabiske bydel medinaen i Sousse, hvor vi ser fiske- og grøntsagsmarkedet. Vi går også en tur i de hyggelige gader og ser de små butikker. Vi ser nærmere på de tunesiske tæpper og lædervarer, før vi tager til Port el Kantaoui og nyder den hyggelige stemning på den luksuriøse marina.

Ørkensafari

En formidabel tur til sydens Tunesien. Her oplever du alt lige fra imponerende, romerske ruiner, den store, hellige moské, beboede, underjordiske huse, frodige oaser fyldt med lækre dadler og hele tre forskellige ørkener. Landets kontrastrige kultur og historie opleves på en intens og spændende måde. Har du lyst, er der også mulighed for at se solnedgangen over verdens største ørken fra kamelryg!

Ecovillage – Kameltur

En dejlig afslappende tur for hele familien. Vi skal fodre kameler og opleve olivenlunde fra kamelryg. Vi besøger også en strudsefarm og oplever livet her. Der er også mulighed for at tage turen i hestevogn.

Tunesernes hverdag

Oplev det autentiske Tunesien, når vi besøger nogle af de små landsbyer syd for Sousse, hvor turister normalt ikke kommer. Vi besøger et traditionelt marked og mærker den lokale stemning. I Kniss spadserer vi en tur rundt i byen, mens vi beundrer det gamle håndværk – vævning af tæpper. Vi besøger en af de ældre, lokale vævere i hans hjem, hvor han både åbner op for sit værksted og sin private del af huset. Vi fortsætter til byen Monastir. Her hviler landets første præsident, Habib Bourgiba, en af Tunesiens stoltheder.

En rigtig hyggelig tur med mange gode indtryk og en spændende måde at komme ud at se nogle lokale steder i området nær din ferieby.

 

Rejseledernes hemmeligheder – Oplevelser på egen hånd

Bravo Tours’ rejseledere bor i Tunesien. De kender derfor alle områdets små hemmeligheder og ved, hvor du skal tage hen for at få de bedste oplevelser.

Spis med de lokale

I medinaen i Sousse ligger en lille lokal, autentisk frokostrestaurant ”Restaurant du Peuple”. Nyd de lokale retter fx en menu med suppe, forskellige små tunesiske retter med brød, cous cous samt the og sæsonens dessert.

Besøg medinaen

I Hammamet finder du en af de mindste medinaer i Tunesien, men det gør den også til en af de flotteste. Gå en tur i de små gader og oplev atmosfæren, de flotte døre og mosaikker og ikke mindst de mange handlende.

Afslapning i særklasse

Gør som de lokale – gå i hammam. Her bliver du forkælet og behandlet med damp, skrub og algebehandling efterfulgt af en god afslappende massage. Så er du klar til solen og resten af ferien.

Dar Essid-museet i Sousse

Dar Essid-museet er et rigmandshjem, der første gang blev opført i år 928 e. Kr. Den nuværende ejer renoverede hjemmet fuldstændigt i 1987. Huset er utrolig flot, og du får et godt indblik i, hvordan tingene foregik før i tiden. Museet ligger i medinaens nordøstlige hjørne.

Kamelmarkedet

Alle større byer har marked og markedsdag. I Sousse hedder det Souk el Had og holdes søndag formiddag. Her finder du alt fra frugt og grønt til gamle vaskemaskiner, skindtasker, krydderier osv. En bid af det ægte Tunesien.

Hergla

Hergla er en charmerende og uspoleret lille fiskerby mellem Sousse og Hammamet. Uden for byen vasker man alfagræs, og beboernes specialitet er at flette smukke kurve og måtter af græsset. Du kan købe de lokale værker på byens torv. I byen finder du også restauranter, hvor du kan spise billigt, traditionelt og godt. Torsdag morgen er der et traditionelt, men lille marked i Hergla.

MAD & DRIKKE

Cous Cous i Tunesien

 

Tunesisk mad er veltilberedt og ofte stærkt krydret. Her er en guide til de lokale retter og drikkevarer.

  • Brik: En tynd friturestegt pandekage fyldt med fx æg, hakkede urter, persille, kapers, tun, rejer eller ost. Pandekagen foldes og lægges i kogende olie, så den bliver god og sprød. Serveres oftest som forret.
  • Chorba: En dejlig grøntsagssuppe med pastagryn.
  • Chakchouka: Varm grøntsagsret serveret med æg. Spises som forret eller som let frokost.
  • Kammounia: Grøntsagsgryde med kød eller blæksprutte.
  • Ojja: Grøntsager kogt med æg, merguez eller rejer. Serveres med brød.
  • Merguez: En stærkt krydret pølse af lammekød.
  • Tajine: Ost og kødtærte.
  • Cous-cous: Tunesiens nationalret af kogte semuljegryn serveret med fx grøntsager og kød, fisk eller kylling.
  • Meshouia: Stegte grøntsager stødt i en morter tilsat citronsaft, paprika, løg og olivenolie. Serveres som en salat med tun og æg på toppen.
  • Harissa: En stærk blanding af spansk peber, olivenolie, hvidløg, chili og koriander. Indgår i mange retter og stilles ofte frem, så man kan dyppe brødet i det.
  • Rigotta: Hvid fåreost
  • Leblebi: Kikærtesuppe
  • Markra: Kød i sovs med grøntsager.
  • Salade tunesienne: Finthakket salat og grøntsager blandet med dressing af citronsaft og olivenolie.

Tunesiske vine kan være en meget positiv oplevelse selv for garvede vinkender, prøv fx rødvine som Sidi Saad, Vieux Magon, Magon, Haut Mornag og Chateau Mornag. Hvidvine af mærkerne Sidi Rais, Blanc de Blanc og Ugni Blan og Rose fx Chateau Mornag, Sidi Rais og Gris de Tunisie.
Tunesien producerer selv størsteparten af den øl, der bliver drukket i landet. Celtia, som øllet hedder, fås på flaske (3,5 %) og en lidt stærkere udgave på dåse (5,0 %). Du kan også nyde en Boukha – lokal figenbrændevin, de ofte blander med cola eller Thibarine, der er en god dadellikør. Nyd den til fx til kaffen i stedet for en cognac.

Der serveres ikke alkohol på ret mange af de små lokale restauranter og caféer. Du kan købe spiritus i supermarkedet Magasin General. Du finder butikken i Port el Kantaoui ved indgangen til marinaen og to steder i Sousse. De lokale drikkevarer er i samme prisleje som i Danmark, mens importerede varer er noget dyrere.

Værd at vide om Tunesien

Lægen, receptionen eller rejselederne kan oplyse, hvor du finder det nærmeste apotek. Apotek hedder “pharmacie” på fransk – kig efter et skilt med en slange omkring et medicinglas. I vinterhalvåret er der åbent mandag til fredag kl. 08.30-12.30 og 15.00-19.00 samt lørdag morgen. I sommerperioden er der åbent kl. 08.00-12.30 og 16.00-20.30.

Fra kl. 21.00 til 08.00 næste morgen har døgnapoteket, ”pharmacie de nuit”, åbent. Søndag er der altid et vagthavende apotek i byen. Husk kvittering og recept ved køb af lægeordineret medicin.

Der findes adskillige banker i Sousse og Port el Kantaoui. I bankerne får du altid den bedste vekselkurs. Det er en god ide at medbringe passet i banken. Bankerne har også hæveautomater, som tager de mest almindelige kreditkort – vi anbefaler, du bruger disse, når du hæver penge. Hver gang du hæver, opkræver din egen bank et gebyr. Du kan hæve ca. 500 dinarer om dagen.
Hvis du vil opleve Tunesien på egen hånd, er det en god ide at leje en bil. Se mere information i inspirationsmappen eller spørg din rejseleder.
I Sousse kører lokalbusser, men de har ingen faste holdepladser, så du rækker blot hånden ud og vinker for at få bussen til at stoppe. Busserne STS findes ved medinanens nordlige bymur. Nummer 12 kører mellem Sousse centrum, langs hotellerne til det nordligste af Port el Kantaoui. Ønsker du at rejse til de større byer, kan du tage bussen fra den store busholdeplads nær søndagsmarkedet Souk el Had. Du kan få en busplan af din rejseleder.
Har servicen og maden være godt, giver man normalt ca. 10 % i drikkepenge i Tunesien. Mange giver også lidt til stuepiger, chauffører og andet personale -hvis de har udvist rigtig god service.
Det er 230 volt som i Danmark.
I inspirationsmappen i receptionsområdet på hotellet finder du oplysninger om din hjemrejse. Det er en god ide at være klar i god tid, inden du bliver hentet på hotellet. Husk at aflevere værelsesnøgle i receptionen og tøm evt. lejet safebox. Pak gerne dine penge, pas og billet i din håndbagage, for du får brug for det i lufthavnen.
Vask hænder ofte – især efter at have rørt ved penge. Køb eventuelt en alcogel og en pakke lommetørklæder på apoteket til tasken.
De fleste hoteller har en computer, hvor du kan benytte internettet mod betaling.
Skulle det blive nødvendigt med lægehjælp i løbet af din ferie, er du meget velkommen til at kontakte din rejseleder. Du skal bruge din private rejse-/sygeforsikring. Vi anbefaler, du benytter en af de klinikker, som vi samarbejder med, hvis du har privat forsikring. Se telefonnummer og adresse i inspirationsmappen eller kontakt din rejseleder. Hvis du har en rejseforsikring, skal du altid kontakte dem vedr. betaling – du kan også lægge ud, men husk altid at gemme alle kvitteringer.
Det er altid en oplevelse at besøge en markedsplads. Her forhandles genbrugstøj, frugt, grøntsager og meget andet. Boderne sættes op kl. 06.00 og pakkes sammen omkring kl. 13.00. Der er marked i følgende byer:


By Dag
EI Jem:   Mandag
Moknine: Onsdag
Hammamet Torsdag
Hergla: Torsdag
Hammam Sousse: Fredag
Nabeul    Fredag
Monastir: Lørdag
Sousse: Søndag
Enkelte moskéer er åbne for turister kl. 08.00-13.00 – dog ikke fredag. Inden besøg i Sousse’s Den Store Moské skal du købe billet på Syndicat d’initiative ved Farhat Haced-pladsen. Ikke-muslimer må ikke betræde bedesalen. Dæk ankler, knæ og skuldre – det gælder både for mænd og kvinder. Fra moskéernes minareter kaldes til bøn fem gange dagligt.
Vi opdaterer så vidt muligt inspirationsmappen med nyheder hjemmefra.
Bravo Tours’ servicetelefon fungerer som nødtelefon i tidsrummet, kl. 19.00-09.00. Nummeret er: +34 671078222
Ring 198 i de akutte situationer, som gælder både til ambulance, brand og politi. Ved mindre uheld, kontakt din rejseleder for nærmeste politistation.
Du kan købe frimærker (timbres) på posthuset og som regel også i forretninger, der sælger postkort. Portoen for postkort og breve til Europa er 600 millimes. Posthuse hedder i Tunesien PTT og er åbne mandag til fredag kl. 08.30-13.00 og kl. 15.00-17.45. Lørdag og søndag er der lukket. Postkasserne er gule. Du kan også købe postkort med frimærker hos din rejseleder for 1,5 TND. pr. stk. eller fem stk. for 5 TND.
Du kan altid komme i kontakt med din dansktalende rejseleder. Vores servicetelefon er åben hver dag kl. 8.00-20.00. Derefter er telefonen en nødtelefon. Du finder telefonnummeret i inspirationsmappen på dit hotel/lejlighed.
Du kan med fordel købe læder, tæpper, sølv, olieparfumer, keramik og oliventræsprodukter. Tjek altid kvaliteten på den enkelte vare. Det er obligatorisk at prutte om prisen i Tunesien – dog ikke i supermarkeder og i de store shoppingscentre.
I de varme sommermåneder holder tuneserne siesta kl. ca. 12.00-15.00.
Der findes et hav af flotte guld- og sølvsmykker i Tunesien. Sølv er lidt billigere end i Danmark. De fleste smykker, der sælges i medinaen, er ikke ægte. Vi anbefaler at handle hos smykkehandleren King Silver, som har sin forretning lige overfor den store moské i medinaen. Sølv skal være stemplet med 925 på indersiden. Et typisk smykke er Fatimas hånd, der bringer lykke. Få desuden lavet et personligt smykke med dit navn på arabisk.
Der er sælgere overalt i Tunesien; på stranden, på hotellet, på gaderne og i medinaen. Tuneserne er utrolig dygtige handelsfolk og er til tider meget ivrige. På hotellet sælges diverse udflugter. Bravo Tours samarbejder ikke med disse sælgere, og vi kan ikke hjælpe i tilfælde af fx aflysning.
Det er nemt at komme rundt med de gule taxaer. Du finder dem overalt, men receptionen kan også ringe efter en. Der kan maksimalt være fire personer i en taxa. De kører efter taxameter, og startgebyret er 0,450 TND. Mellem kl. 21.00 og 05.00 er taksten 50 % højere. Bravo Tours anbefaler, at du aftaler en fast pris med chaufføren, før du sætter dig ind. Prisen om dagen mellem Sousse og Port el Kantaoui er maksimum seks TND – inklusive drikkepenge. Der findes også ”grand taxi” – dvs. privattaxaer, der kan lejes for en halv eller hel dag. Prisen på en taxa om dagen fra Yasmine Hammamet til medinaen i Hammamet vil koste omkring 10 TND – inklusive drikkepenge.
Der er en times tidsforskel, når der er sommertid i Danmark. Når klokken er 12.00 i Danmark, er den 11.00 i Tunesien. I vinterhalvåret er der ingen tidsforskel.
Du må frit medbringe:
1 liter spiritus over 22 %
2 liter bordvin/hedevin
200 stk. cigaretter
250 ml. Eau de parfume
Fra Sousse kører der tog både nord- og syd på. I togene findes tre forskellige klasser, og vil du være sikker på en siddeplads, skal du købe en plads på komfort. Du kan få en togplan hos din rejseleder. Mellem Sousse centrum (Place Boujaffar) og Port el Kantaoui kører kl. 09.00-23.00 små ”turist-tog”, der stopper mange steder langs Boulevard 14. Janvier. Der er tre konkurrerende ”tog”. Billetten kan kun benyttes, hvor de er købt.
På hotellerne kan du leje en safebox til opbevaring af pas, penge osv. Vær altid opmærksom på dine værdigenstrande – især i de større byer. Her holder nellikedamerne til – de er rigtig dygtige lommetyve. Opbevar ikke alle penge og kreditkort på samme sted. Skulle uheldet være ude, kan du spærre dine kort på et af telefonnumrene:

Dankort, Visa/Dankort, Visa Electron:

+45 44 89 29 29

MasterCard, Maestro, American Express:

+45 44 89 27 50

Der findes utallige tæppehandlere. Mange af dem har desværre ikke altid reelle hensigter eller forretningsmetoder. Priserne er forskellige fra tæppe til tæppe afhængig af antal knuder og uldens kvalitet. Den vigtigste grundregel er, at alle tæpper skal have den tunesiske stats kontrolplombe og kvalitetsmærke. Tæpper til en værdi over kr. 3.250 kan medbringes toldfrit i bagagen, såfremt du kan dokumentere, at tæppet er købt i Tunesien og ikke indføres i erhvervsøjemed. Der skal til gengæld altid betales 25 % moms af fakturaens pålydende og et ekspeditionsgebyr på kr. 70 til toldmyndighederne.
Se alle vores oplevelser i inspirationsmappen på hotellet.
Den tunesiske valuta, dinaren, kan ikke ind- eller udføres.

En dinar = 1000 millimes.

Sedler:            50, 30, 20, 10 og 5 dinar.

Mønter:           5, 2, 1, ½ dinar.

Desuden 200, 100, 50, 20, 10 og 5 millimes.

1 dinar svarer til knap 3,5 danske kroner. Tæl altid pengene grundigt, når du veksler eller handler.
Veksling

I Tunesien betaler du ikke vekselgebyr. Derfor er det en god ide at veksle over flere gange.

Der findes ikke bestemte åbne- og lukketider i Tunesien. Mange butikker holder siesta mellem kl. 12.00 og 15.00 i sommertiden.

 

 

 

 

 

Faktaboks

Fakta om Tunesien

  • Areal 163.000 km²
  • Indbyggere ca. 10,7 millioner
  • Hovedstad Tunis
  • Religion: Muslimer
  • Valuta: Tunesiske dinar

Vidste du, at Tunesiens højeste bjerg hedder Jebel Gambi (1.544 meter)?

De 3 bedste rejsetips

  • Tag på ørkensafari i Sahara – en stor oplevelse!
  • Nyd den unikke stemning i Hammamets gamle bydel og havnen i Port El Kantaoui.
  • Slap af på de hvide sandstrande, der er i absolut topklasse!

Se også disse artikler