Inspiration til rejser hos Bravo Tours
Fort Frederik den 4
GastronomiOplevelserSol og Strand

Fantastiske restauranter på St. Croix – De Dansk Vestindiske Øer

Restauranter på St. Croix – En guide til dig, der skal på tur til de Dansk Vestindiske Øer og gerne vil vide, hvor du spiser godt.

Restauranter

Der findes mange gode restauranter på St. Croix, dog er der hovedsagligt restauranter i Christiansted. Flere af stederne ligger i de fine, historiske huse og kan derfor være svære at spotte, og skiltningen er heller ikke altid i top, men søg og du skal finde de lækreste mad-oplevelser på øen!

Lokale køkken:

Harveys er en lokal frokostrestaurant på Company Street. Det er lækker mad og store portioner. Frokost koster omkring 15 dollars. Det er især et sted, hvor de lokale spiser frokost, så der er rig mulighed for at opleve lokal kultur og smage på lokale retter. Vær opmærksom på, at de kun har åbent til frokost.

Kim’s restaurant har hovedsagelig aftenservering. Man kan vælge mellem alle de lokale retter, så som conch (konkylie) i smørsovs –  yderst lækkert – eller ged i karry (ja, det smager bedre, end det lyder).  Maden bliver lavet fra bunden af, og det tager derfor lidt tid, før den kommer, så planlæg besøget i god tid, så i ikke er skrupsultne, når i ankommer.

Zeny’s ligger på markedspladsen og er en lokal restaurant. Der kommer kun lokale, og derfor er det en særlig oplevelse at besøge stedet. Det er meget billigt sted i forhold til restauranter på havnepromenaden. Det er lokalt mad – gerne gryderetter eller fisk med ris og brune bønner. Restauranten er opkaldt efter Zeny, som ejer stedet og er en meget sød, ældre dame. Når man siger, at man er dansker, er det lige før, man får kram og kys på kinden, og man føler sig meget velkommen.

Billige taco-steder:

Miriam ligger på hjørnet af Hospitalsgade og Lobsterstreet og er en gammel tankstation med en sjov kano ud til vejen. Her er rigtig hyggeligt at spise, og man sidder ved picnicborde og spiser. Maden er billig, særligt onsdage hvor man kan få $2 tacos med oksekød, kylling, fisk, saltfisk, bønner eller vegetar. Man skal have ca. 3 stk. for at blive mæt, og tacoen med fisk er særlig god!

Marias Cantina ligger i Gallows Bay markedsplads. Marias er, udover at være en rigtig mexicansk restaurant, også en sportsbar og et af de få steder, hvor man kan få fadøl. Deres menukort er fyldt med lækre mexicanske specialiteter, og man kan forholdsvis billigt spise sig mæt her. Om tirsdagen har de billige tacos.

Luncheria ligger i den gamle apotekergård. Man går ind ad den hvide port, hvor der står ”Apothecary Hall” over indgangen. Det er super hyggeligt inde i gården, som er dekoreret med kulørte lyskæder. Torsdage er der 2 tacos for $3.

Ved Boardwalken:

Angry Nates

Restauranten ligger på havnepromenaden lige foran hotellet Holger Danske. Her har de store, amerikanske portioner og er en af de populære restauranter i byen (sammen med Rum Runners og Brew Pub, da de alle ligger på havnepromenaden). De har en ugentlig Prime Rib Night med livemusik, som er et stort hit – bestil bord, hvis du vil være sikker på en plads.

Rum Runners er restauranten, der ligger i forlængelse med Hotel Caravelle. De er kendt for deres rigtig gode hummere, burgere, bøffer og store portioner (meget amerikansk mad).

Brew Pub STX er øens lokale øl bryggeri-spisested. Her kan man spise frokost og aftensmad. Der er selvfølgelig også mulighed for at nyde deres lokale øl, som der findes forskellige slags af (spørg i baren).  Vil I spise, har de en særlig konceptmenu, der består af at ”brygge” sin egen salat eller wrap. De har et frisk, lækkert og lidt sundere udvalg end mange andre steder.

Finere spise:

(Alle disse restauranter kræver bordbestilling for at få plads).

Savant ligger på Hospitalsgade og er en super lækker restaurant. De har rigtig god fisk, men også lammekølle og bøf. Klart en af øens bedste restauranter, som også er vellidt af de lokale, så husk at bestille bord.  Stedet ser ikke ud af noget særligt udefra, men inde bagved findes der den hyggeligste gårdhave med romantisk musik og levende lys. Ved bordbestilling er det en gode ide at bede om at sidde i gårdhaven. Stedet har rigtig god stemning og søde tjenere.

Zion Modern Kitchen, ligger på Kings cross Street. Restauranten har et lille, men udsøgt menukort. De gør meget ud af at bruge de friskeste råvarer, og de dyrker deres egen krydderurter inde i gårdhaven, hvor man også sidder. Det er det bedste sted i byen at spise frisk tun. Ud til vejen ligger deres bar, som laver flere prisvindene drinks, der alle består af lokal juice, sirupper, blomster og frugter. Zions kan derfor også anbefales, hvis man er ude for at få en drink. Der er åbent ind til køkkenet, og kokkene giver gerne et madtip med på vejen.

Balte ligger i krydset mellem Company Street og Queens Cross Street. Maden er en moderne, ny version af ”vest-indisk mad”. De har nok øens største vinkort, og i deres happy hour er det faktisk et fint sted at få drinks eller vin.

40 Stran ligger på Strandstreet lige ved Kings Alley Way. Hyggeligt sted med lækker, god mad med lokale råvarer. De er mere moderne end de traditionelle lokale restauranter. De har et godt vinkort.  

The Bombay Club ligger på Kongensgade, men er godt gemt. Der er et lille skilt ude ved vejen, her skal man igennem en jernport og ind bag ved trappen. Her kan godt være lidt koldt, da amerikanerne elsker aircondition, så medbring gerne en trøje. Det er et hyggeligt sted, hvor de har gode, store, amerikanske portioner, særligt deres hummer, bøffer og surf’n’turf er værd at prøve

Galangal ligger på Church Street i den grønne bygning (taxachaufførerne sidder altid udenfor). Det kan være lidt svært at finde indgangen, men de har to fine figurer stående på hver side af døren. Stedet er en Thai-restaurant, og maden er rigtig lækker, hvis man er til det asiatiske køkken. Indretningen er yderst smagfuld, hvilket giver til en dejlig stemning. Det er ikke voldsomt dyrt, men  heller ikke i den billige ende

Generelt så lukker restauranterne ca. kl. 21.30, så det er en god ide at bestille mad seneste kl. 21.00 eller 21.15. Man spiser i det hele taget ret tidligt på øerne sammenlignet med andre feriedestinationer.

Se også disse artikler