Find rejser til Kreta her
Inspiration til rejser hos Bravo Tours
Rejseguides

Din Rejseguide til Kreta

VELKOMMEN TIL KRETA

Kreta er den største af de græske øer og den mest besøgte. Her vil du opleve fantastiske ferieområder, moderne storbyer og græsk charme. På landet er tiden næsten gået i stå, og her det ofte får og geder, der blokerer trafikken. Oplev de ægte gamle traditioner og den blå-hvide charme, som Grækenland er kendt  for.

Historisk er Kreta guden Zeus’ fødested. Begyndelsen til det nuværende samfund er dateret mere end 4.000 år tilbage. Britten Sir Arthur Evans opkøbte jorden omkring Knossos-paladset i slutningen af 1800-tallet og startede herefter de fantastiske udgravninger. Siden Kong Minos’ tid har adskillige fremmede folkeslag sat deres præg på øen, blandt andre romerne, der bragte kristendommen hertil.

 

Da Konstantinopel faldt i begyndelsen af 1200-tallet, blev Kretas styre overtaget af venezianerne, der efterlod adskillige betydningsfulde og smukke bygninger på Kreta. I 1913 blev Kreta sammensluttet med Grækenland. Det skete under ledelse af frihedskæmperen Elefterisos Venizelos. Foreningen med Grækenland gjorde ham til en stor folkehelt, og der er rejst statuer af ham flere steder på Kreta. Hans gravplads er på Akrotirihalvøen, hvorfra der er den smukkeste udsigt over Chania.

VIDSTE DU, at Kreta har mere end 300 solskinsdage om året?


 OMRÅDER PÅ KRETA

Nea Chora/Agii Apostoli

Nea Chora og Agii Apostoli

Ved første besøg mærker du den rolige lokale og autentiske stemning. Begge områder har dejlige strande med lavt vand – et oplagt besøg for børnefamilier. I Nea Chora kan du kombinere strandliv med byliv. I Agii Apostoli findes fire små hyggelige bugter med skønne strande. De lokale børn, unge og ældre tager gerne en weekend i området for at slappe af, går en tur i den lille park nær stranden eller nyder livet på de små restauranter og cafeer.


 

Stranden Golden BayAgia Marina og Kato Stalos

De to områder er i dag næsten vokset sammen, og begge to er hyggelige og fredelige feriebyer. Strandene er dejlige, og du kan nyde den afslappende stemning på tavernaerne, barerne og de små butikker. I bjergene bagved finder du byen Stalos, hvorfra du kan nyde udsigten, gå gennem olivenlunde og komme helt tæt på det græske lokalliv.


Chania Middag

Platanias og Maleme

Besøg den populære ferieby Platanias, hvor du både finder lækre strande, gode shoppingmuligheder og et rigt natteliv. Maleme er modsat en lille og rolig græsk ferieby – lige ved stranden. Hyg dig på de små tavernaer, nyd solnedgangen eller gå en tur langs vandet.


OPLEV KRETA

Knossos Paladset

Tag med på et eventyr 4.000 år tilbage i tiden og besøg ruinerne af Minos, sagnkongernes fantastiske palads.
Hør fortællinger om, hvor højtstående, forfinede og yderst kultiverede det minoiske folkefærd var. Herefter tager vi til øens hovedstad, Heraklion, hvor der er mulighed for en lille byrundtur og tid på egen hånd.

Souda Bådtur

Sejl ud med det gamle piratskib og oplev bølgebrus og vind i håret – en dag for hele familien. I løbet af dagen kaster vi anker ved smukke bugter, hvor der er mulighed for at hoppe i vandet og nyde solens stråler på dækket.

Samaria-vandring

Samaria er en af Europas længste og smukkeste kløfter. Den frodige natur og klippevæggenes stejle sider gør, at vi får et fantastisk syn allerede på vej ned i kløften.
Kløftens udseende forandrer sig hele året igennem afhængig af vejr og vind – du er derfor garanteret en unik oplevelse på ferien.

Kreta Knossos

SAMARIA KLØFTEN – ER EN AF EUROPAS LÆNGSTE OG SMUKKESTE KLØFTER


LOKALE ATTRAKTIONER

Der er utallige oplevelser og lokale attraktioner på Kreta. Her kan du læse et udvalg – men vi har mange flere forslag til, hvad du kan opleve på din ferie.

Chania

Gå en tur i Chania og oplev stemningen i de smalle gader og livet på havnen. Besøg de spændende museer og se de fascinerende gamle bygninger som præger bybilledet. Nyd en frappé eller en god middag på en af de mange lokale tavernaer, mens solen går ned bag fyrtårnet.

Markeder

Du finder markedshallen midt i centrum af Chania. Her kan du købe græske specialiteter fx olivenolie og fetaost. Markedet er åbent mandag-lørdag. Ca. fire gange i ugen er der udendørs-markeder i Chania. Det største er lørdag ved Koum Kapi i den gamle bydel. Alle markeder er åbne fra tidlig morgen til ca. klokken 14.

Dourakis’ Vingård

Besøg den lille familieejede vingård, som faderen Andreas Dourakis grundlagde i 1988. I dag producerer de over 150.000 flasker vin om året, hvilket svarer til 90.000 liter. Gør et stop og kig indenfor – og køb måske et par flasker lokal vin med hjem.

Kretas kløfter

Kretas mest kendte kløft er uden tvivl Samaria-kløften. Men her også mange andre spændende kløfter, du kan vandre i. Besøg fx Imbros eller Agia Irini. Begge har fine vandremuligheder.

Vandland

Det oplagte valg for vandhunde. Bad i adskillige pools og prøv de mange rutsjebaner – et sted for børn og barnlige sjæle. Vandlandet Limnoupolis ligger kun otte km fra Chania.

Nonnekloster og flot natur

3 km syd for Chania ligger Chrysopigi, der i dag fungerer som nonnekloster. Nonnerne dyrker økologiske varer og er med til at bevare ikoner og bøger. Du kan også besøge andre klostre i området og et spændende museum.

Nonnernes dal

Oplev den smukke og rå natur i Varipetro. Her kan du samtidig besøge de to spændende klostre, der ligger i Nonnernes dal. Gå en tur og mærk stilheden i den lille lund.


REJSELEDERNES HEMMELIGHEDER – 3 GODE TIPS

Bravo Tours’ rejseledere bor på Kreta. De kender derfor alle kystens små hemmeligheder og ved, hvor du skal tage hen for at få de bedste oplevelser.

Kretas skønneste strande

Kreta Strand

På Akrotiri halvøen finder du flere skønne strande. En af dem har ikke noget navn, men er helt fantastisk. Den ligger helt ude ved landsbyen Stavros i sin egen bugt. Her er der en smuk udsigt over til et lille bjerg, hvor filmen ”Zorba” blev optaget. Liggestole er gratis, og på stranden ligger Taverna Thanasis, hvor du spiser rigtig god græsk mad.

Spis hos de lokale

Kreta Stemning

Kør gennem Theriso-kløften og videre op af bjerget – her finder du flere familierestauranter, som er åbent året rundt. Prøv fx restaurant Amalie i Zourva-landsbyen eller Rizinia, der ligger et stykke derefter. Nyd den gode mad og udsigt over bjergene eller dalen.

Keramiklandsby Margerites

Kreta Keramik

Ca. 25 km sydøst for Rethymnion ligger denne lille perle af en landsby. Hele byen er fyldt med keramikere. I dag er der omkring 25 værksteder, og der kommer flere til.


MAD OG DRIKKE

Buffet

Maden i Grækenland er kendt for dens kulinariske højder. Kretenserne forstår virkelig, hvordan man gør noget specielt ud af madlavningen – og de samles ofte i flere timer for at nyde et veldækket bord med gode græske retter. Frisk fisk og gode oste er ofte en del af måltiderne, og de deler gerne forskellige forretter kaldet meze.

MEZE – Grækenlands svar på tapas – forskellige små forretter

  • Kalamari: Friterede blæksprutter
  • Garides: Rejer
  • Psari: Fisk
  • Kreatopita: Kødtærte
  • Pastitsio: Græsk lasagne
  • Moussaka: Nationalretten – ovnbagt aubergine med oksekød, kanel, nelliker og kartofler
  • Boureki: Ovnbagt tærte med squash, kartofler og fåreost
  • Dolmades: Fyldte vinblade
  • Gemista: Ovnbagte, fyldte tomater eller peberfrugter
  • Loukanika: Krydderstegt landpølse
  • Saganaki: Friteret ost
  • Souvlaki: Grillspyd
  • Stifado: Gryderet med kød og løg
  • Tzatsiki: Dip lavet af yoghurt, hvidløg og agurker
  • Tarama: Fiskerognsdip
  • Keftedes: Græske frikadeller
  • Marides: Friterede småfisk
På Kreta er der også et stort udvalg af øl og vine Importerede øl finder du overalt, men snyd ikke dig selv for de gode græske øl som fx Fix og Mythos. Du kan også få god vin på øen. Du vil sikkert finde Retsina, der er en billig vin, der smager af druer med en eftersmag af harpiks. De græske bordvine er noget dyrere, men du finder nemt nogle rigtig gode kretensiske vine.

1) Raki

Nationaldrikken på Kreta er raki – en stærk druebrændevin. Du vil ofte blive budt på raki efter at have spist på restaurant, og i landsbyerne er det ligefrem uhøfligt at takke nej. Her bør du dog ikke drikke op – for det sidste i glasset symboliserer, at du efterlader en del af din sjæl på stedet.


KORT OVER KRETA


VÆRD AT VIDE OM KRETA

Lægen, receptionen eller rejselederne kan oplyse, hvor du finder det nærmeste apotek. På græsk hedder apotek ”farmakion” – du kan kende det på det grønne eller røde kors. Åbningstiderne følger butikkerne, og alle apoteker skilter med dem. Husk kvittering og recept ved køb af lægeordineret medicin.
Du kan i højsæsonen købe danske aviser fra dagen før i enkelte kiosker.
Der er mange gode strande på Kreta. Du kan fx besøge Elafonissi i sydvest, Falasarna på vestkysten eller Marathi ved Souda-bugten.

På stort set alle strande betaler du for at benytte liggestole og parasoller.

Bankerne har normalt åbent mandag–fredag kl. 09-14.30 (fredag til kl. 14). Lørdag og søndag er bankerne lukket. Her får du altid den bedste vekselkurs. Det er en god ide at medbringe passet i banken. Bankerne har også hæveautomater, som tager de mest almindelige kreditkort – vi anbefaler, du bruger disse, når du hæver penge. Hver gang du hæver, opkræver din egen bank et gebyr. Du kan hæve ca. 250 euro om dagen svarende til 2.000 danske kroner.
Hvis du gerne vil opleve Kreta på egen hånd, anbefaler vi, at du lejer en bil. Rejselederen hjælper dig gerne og oplyser også priser og øvrige betingelser. Vi samarbejder med Kreta Rental, som er et velfungerende og pålideligt udlejningsfirma. Her er du sikker på, at forsikringer og lejebetingelser er i orden. Bestil din bil i god tid – gerne 2-3 dage før, bilen ønskes leveret.

Det er påbudt at køre med sikkerhedssele, og om dagen må der ikke køres med lys.  Alkoholpromillegrænsen er 0,25. Fart- og parkeringsbøder skal betales inden hjemrejsen. Parkér aldrig, hvor fortovskanten er malet med gul. Hvis fortovskanten er malet blå, kan der i de fleste tilfælde parkeres mod betaling. Parkerer man ulovligt, kan bilen blive fjernet af politiet, og det er dyrt at få den tilbage.

Der er to busstationer i Chania. Den ene finder du ved 1866-pladsen, og herfra kører de blå busser til Agii Apostoli, Kalamaki og Stalos. Den anden busstation hedder Ektel og ligger bag 1866-pladsen.

Busserne herfra er grønne og kører mellem de større byer – og til Kato Stalos, Agia Marina, Platanias og Maleme. Billetterne kan du med fordel købe på forhånd i kiosker eller på busstationen. Stoppestederne er langs hovedvejen og er mærket med et busskilt eller et venteskur.

Du kan let leje en cykel på Kreta hos Kreta Rental. Din rejseleder hjælper gerne med flere informationer.
Betjeningen på restauranter er inkluderet i prisen. Har maden og betjeningen været i orden, er det god kutyme at lægge ca. 5-10 % oven i regningen eller runde beløbet lidt op. Mange giver også lidt til stuepiger, chauffører og andet personale – hvis de har udvist rigtig god service.
Det er 230 volt som i Danmark.
På afrejsedagen skal du forlade værelserne senest kl. 12.00 ifølge internationale hotelbestemmelser – også selvom du først skal flyve sent på aftenen. Hotellet kan som regel tilbyde opbevaring af bagage samt bade- og omklædningsforhold. Nogle gange er det muligt at leje værelset hele afrejsedagen mod betaling. Ved ankomst kan du tidligst forvente at værelset er klart kl. 15.00. De græske huse / bygninger er ikke så godt isolerede, så der kan være meget lydt. Hotellerne beder om ro efter kl. 23.00.
Mange hoteller har internet som en service for gæsterne, hvor det flere steder er mod betaling. Mange caféer og barer tilbyder gratis WiFi. Det kan være dyrt at bruge mobilinternettet i udlandet.
Kaffen på Kreta:

Gliko: Stærk og sød.
Metrio: Middelstærk og let sødet.
Sketo: Stærk og usødet.
Nescafé: Serveres med et glas koldt vand.
Frappe: Iskaffe.

Skulle det blive nødvendigt med lægehjælp i løbet af din ferie, er du meget velkommen til at kontakte din rejseleder. Du skal bruge dit blå kort eller din private rejse-/sygeforsikring. Vi anbefaler, du benytter en af de klinikker, som vi samarbejder med, hvis du har privat forsikring. Se telefonnummer og adresse i informationsmappen eller kontakt din rejseleder. Hvis du har en rejseforsikring, skal du altid kontakte dem vedr. betaling – du kan også lægge ud, men husk altid at gemme alle kvitteringer.
Ring 112 i de akutte situationer, som gælder til alarmcentralen. Ring 100 til politi, 166 til ambulance og 199 ved brand. Ved mindre uheld, kontakt din rejseleder for nærmeste politistation.
Ofte kan du købe frimærker og postkort i hotellets reception – herfra er det også muligt at sende posten. Du kan også sende breve fra de gule postkasser eller fra postkontorerne, der typisk har åbent mandag til fredag fra kl. 07.30-14.00.

Det er også mulig at købe postkort med frimærker af rejselederne på hotelservice.

Du kan altid komme i kontakt med en dansktalende rejseleder. Har du brug for os når vi ikke er på hotellet, er du altid velkommen til at kontakte os på vores servicetelefon, som er åben 24 timer i døgnet.

Du finder telefonnummeret i informationsmappen og i den udleverede velkomstfolder.

Taxierne er oftest blå. Der køres efter taxameter, dog er det en god idé at aftale prisen på forhånd. I byområderne er det forholdsvist billigt at benytte taxi. Sent på aftenen og om natten er det lidt dyrere pga. nattillæg. Taxiholdepladsen i Chania ligger ved 1866-pladsen.

Ved hotellerne er det en god idé at bede receptionen om at bestille en taxi, hvis der ikke er en taxiholdeplads i nærheden. Dette koster som regel et mindre gebyr. Du kan se cirka priser i  informationsmappen i receptionen.

Når klokken er 12 i Danmark, er den 13 på Kreta.
Du må afgiftsfrit indføre dette til Danmark:

10 liter spiritus eller 20 liter hedvin,

800 cigaretter eller 200 cigarer eller 400 cerutter eller 1 kg røgtobak.

Efterlad aldrig værdigenstande på stranden, mens du går i vandet. Pas på tasker og tegnebøger – specielt hvor der er mange mennesker – fx på stranden, markeder, busstoppesteder og i lufthavnen. Vi anbefaler at leje en safebox til værdigenstande, så du ikke behøver at have dem med dig.

I tilfælde af tyveri kan rejselederen hjælpe med at anmelde det til politiet. Skulle uheldet være ude, kan du spærre dine kort på et af telefonnumrene:

Dankort, Visa/Dankort, Visa Electron:
+45 44 89 29 29

MasterCard, Maestro, American Express:
+45 44 89 27 50

Møntenheden i Grækenland er Euro. 1 € svarer til ca. 7,50 kr., og er delt i 100 cent (ligesom vores 100 øre).

Sedler findes i:
5, 10, 20, 50, 100, 200, 500 €.

Mønter findes i:
1, 2, 5, 10, 20, 50 cents og 1 og 2 €.

Du veksler i bankerne til den bedste kurs. Du kan også gøre det i receptionen på de fleste hoteller eller hæve penge i bankernes hæveautomater.
De normale åbningstider er kl. 09.00-14.00 og kl. 17.00-21.00 (eftermiddagsåbent kun tirsdag, torsdag og fredag). Søndag er der lukket de fleste steder. Tiderne kan afvige fra forretning til forretning, og i ferieområderne holder mange supermarkeder og souvenirbutikker åbent fra tidlig morgen til sent aften.

ÅBEN REJSEGUIDEN SOM BLADREKATALOG

Faktaboks

FAKTA OM KRETA

  • Areal: 8.336 km²
  • Indbyggere: ca. 650.000
  • Regionshovedstad: Heraklion
  • Valuta: Euro

 

DE 3 BEDSTE REJSETIPS

  • Besøg havnen i Chania. Her er en skøn atmosfære og et havnemiljø i særklasse.
  • Spis på en af de små græske tavernaer – og oplev den græske mad, når den er bedst.
  • Tag med på udflugt til Samaria-kløften – det er en vild oplevelse!

 

Se også disse artikler