Inspiration til rejser hos Bravo Tours
OplevelserSol og Strand

De 5 bedste strande på Mallorca

Er du til lækre strande, solbadning og oplevelser så er Mallorca det helt rigtige valg. Vi har fundet de 5 flotteste strande på Mallorca, som vi synes er et besøg værd.

Sa Calobra/Torrente de Pareis
Denne stenstrand ligger for enden af bjerget Canyon Torrente de Pareis og er måske mere en bugt end en strand. Du kommer hen til stranden med båd fra Puerto de Sóller eller i bil langs bjergvejen ned til landsbyen Sa Calobra. Turen til stranden er lige så mindeværdig, som stranden selv er, hvad enten du sejler eller kører. Vejen drejer mange steder, og i løbet af 12 kilometer kører man 800 meter ned og ender i et 270 graders sving, som er kendt under navnet ”knude-svinget”. Når du ankommer og skal på opdagelse i området, så gå igennem den 200 meter lange tunnel til ’Torrent de Pareis’ (tvillingsøerne). Stranden er det perfekte picnicsted, hvor du kan kombinere oplevelser og afslapning.


Cala S’Almunia

Omgivet af klipper og turkisblåt vand ligger Cala S’Almunia. En vidunderlig bugt med en lille sandstrand lige under en times kørsel fra Palma. Det tager omkring tyve minutter at gå fra vejen til stranden, og der er ingen restaurant eller andre faciliteter, men her er helt igennem fantastisk at være. Følg skiltene til Santanyí og derefter Cala Llombards og så videre til S’Almonia.


Playa de Alcudia/Playa de Muro
Fra Port de Alcudia strækker sig en smuk sandstrandover en kilometer langs bugten Alcudia. Strækningen starter ved de mange resorts i Alcudia og til Can Picafort. Her skal du svømme langt ud for at komme på dybt vand, og derfor er stranden også særligt populær blandt børnefamilier.


Cala Mondragó
Cala Mondragó er en naturlig, beskyttet bugt indrammet af smukke klitter, der ligger 2,5 km syd for Porto Petro / Cala d’or. Cala Mondrago består mest af sand, men også klipper – og det gør det til et populært sted for snorkel-entusiaster. Tag bilen, bussen (Cala d’Or) eller turisttoget fra Portopetro (i sommermånederne).


Playa d’Es Trenc
En drøm af Vestindien på Mallorca! Den lange strand ligger i et naturreservat og er en fryd for øjet med sit fine, hvide sand og turkisblå vand. Flere mindre veje fører til stranden fra Campos, Colonia de Sant Jordi og Ses Covetes. Denne strand anses for at være Mallorcas smukkeste strandområde og er blevet kåret som en af verdens fineste strande.

 

Se vores rejser til Mallorca her

Se også disse artikler