Rejseguide til Tenerife
VELKOMMEN TIL TENERIFE
De vulkanske Kanarieøer strækker sig over et område i Atlanterhavet på cirka 7.273 km2 og består af tretten øer. De største er Tenerife, Fuerteventura, Gran Canaria, Lanzarote, La Palma, La Gomera og El Hierro. Desuden er der seks ubeboede øer – bl.a. Isla de Lobos, La Graciosa, Alegranza og Montaña Clara.
Takket være det behagelige klima med temperaturer mellem 18 og 24 grader året rundt, er øerne blevet et af de største turistmål i moderne tid. Den største af de syv beboede øer er Tenerife, der har cirka 908.555 indbyggere (2011). Den er 2.034 km² stor. Det svarer til det samlede areal af Lolland, Falster og Møn.
Mange kalder Tenerife for kontrasternes ø, hvilket ikke er helt uden grund. På en og samme dag kan man se imponerende vulkaner, dybe dale, vidtstrakte øde strande og mærke det pulserende liv i byerne. Tenerifes hovederhverv og -indtægter kommer fra turismen, men der findes også en del industri og landbrug – blandt andet tobak, olie, cement, tomater, bananer, kartofler og blomster.
OMRÅDER PÅ TENERIFE
Playa de las Américas
Byen er det største ferieområde på Tenerife og begyndte at blomstre op i starten af 1960’erne, da turisterne begyndte at valfarte hertil. Las Américas (som det hedder i daglig tale) består hovedsaligt af hoteller og har langsomt vokset sig større, i takt med det stigende antal feriegæster, der hvert år besøger byen. Her er alt, hvad hjertet begærer af hoteller, barer, strande, butikker og meget andet, og for bare ti år siden var Playa de las Américas og Los Cristianos to adskilte byer, der nu er vokset sammen til et stort ferieområde.
Los Cristianos
Oprindeligt var byen en lille fiskerby, men da turismen tog til, blomstrede den ligesom Playa de las Américas op med hoteller, restauranter og cafeer. Los Cristianos er kendt som et af de mest hyggelige og lokale steder i hele det store ferieområde. Det er ligeledes i Los Cristianos, at den 15 km lange strandpromenade starter. Man kan gå hele vejen til og igennem Playa de las Américas.
BYER
Santa Cruz
Hovedstaden på Tenerife er Santa Cruz de Tenerife med ca. 222.000 indbyggere. Udover at være hovedstaden på Tenerife er Santa Cruz hovedstad for hele den vestlige øgruppe – Tenerife, La Gomera, El Hierro og La Palma. Byen er verdens femtestørste havneby med den enorme havn ved Plaza de España. Plaza de España er byens store torv, hvorfra man kan gå til de fleste af byens store seværdigheder – blandt andre provinsens arkæologiske museum med fund fra guanchernes tid. Omkring Plaza de España ligger også gågader og et hyggeligt caféområde.
Puerto de la Cruz
Puerto de la Cruz er som Playa de las Américas et meget besøgt ferieområde med hoteller, restauranter og barer, men i Puerto de la Cruz er stemningen en anden, og der er mange flere lokale indbyggere. Byen har desuden et stort poolområde med syv uregelmæssigt formede bassiner omgivet af forskellige kunstværker og springvand, der er designet af multikunstneren César Manrique.
Masca
Masca, der kaldes den glemte by, var i mange år fuldstændig skjult fra omverdenen pga. dens beliggenhed langt nede i en stor dal. Køreturen ned til Masca er en oplevelse i sig selv, da vejen er meget snoet, men når man kommer frem, ser man, at det er hele turen værd. Der viser sig nemlig et fantastisk syn ud over dalen, hvor frugttræer står side om side omgivet af nærmest lodrette klippevægge.
La Laguna
La Laguna var Tenerifes hovedstad før Santa Cruz de Tenerife. I La Laguna ligger universitetet og domkirken i fredelige og maleriske gader. Domkirken er fra det 16. århundrede og indeholder både malerier og skulpturer. Efter at have nydt de arkitektonisk smukke bygninger kan man gå en tur på det store frugtmarked med alverdens frugter og blomster. Et stort industriområde binder næsten La Laguna og Santa Cruz sammen til en stor by.
Icod de Los Vinos
Byens største og meget kendte seværdighed, Drageblodstræet, hævdes at være cirka 3.000 år gammelt. Hvert år kommer tusindvis af turister til denne lille by for at se nærmere på træet og mærke den ægte kanariske stemning og charme, der findes i byen. Man kan kigge inden for i de gamle huse, smage lokal ost og vin og tage et kig ind i den katolske San Marcos-kirke.
STRANDE
Playa de las Vistas
Playa de las Vistas i Los Cristianos, er en af de flotteste strande vi har her på sydkysten. Der er mulighed for at leje sol senge og prøve forskellige vansportsaktiviteter.
Playa de Torviscas
Playa de Torviscas og Playa de Fañabe er to rigtig flotte strande i Playa de las Americas. De er meget besøgte af børnefamilier pga. de mange aktiviteter.
Puerto Colon
Puerto Colon er det sted hvor du finder flest vandsportsaktiviteter. Her er der mulighed for at få en rigtig sjov dag ved vandet for de aktive men også en dejlig afslappende dag for de som gerne vil nyde solens stråler fra en liggestol.
OPLEV TENERIFE
Vandring
På Tenerife og La Gomera arrangeres hele ugen vandreture for dem, der har lyst til at opleve naturen på en anderledes måde. Turene går til de populære vandresteder – Masca-dalen, nationalparken Garajonay på La Gomera og den mere ukendte del af Tenerife i det nordøstlige område ved Chinamada.
Man kan vandre til toppen af vulkanen Teide, der er Spaniens højeste bjerg (3.718 meter). Det kræver dog en speciel tilladelse. Hør nærmere herom hos rejselederne.
Kursteder
Der findes adskillige kursteder i omegnen af Playa de las Américas. Aqua Club Termal og Vitanova er steder, hvor krop og sjæl bliver forkælet med diverse bade, massage og meget mere. Kontakt rejselederne for yderligere information.
Kirken i Candelaria
På vejen mod Santa Cruz ligger Candelaria. På byens torv finder man den smukke, gamle kirke, hvor man blandt andet kan se den sorte madonna og statuerne af de tidligere ni guanchekonger.
Barranco del Infierno
Barranco del Infierno er en af de mest populære vandrestier i området omkring Playa de las Américas. Barranco del Infierno starter øverst i den lille by Adeje, hvorfra man kan vandre cirka ni km gennem kløften, inden man kommer til et smukt, lille vandfald. Der er begrænset plads i Barranco del Infierno, og det er derfor vigtigt at bestille tid senest dagen inden turen. Det kan gøres hos rejselederne.
Minigolf
Mange hoteller har egen minigolfbane, hvor man kan leje sig ind. Desuden findes der minigolfbaner ved shoppingcentrene Santiago V, Starco og El Duque.
Sejlture
Der er uendelige muligheder for at komme ud at sejle ved Tenerife. Både fra havnen i Playa de las Américas, Los Cristianos og Los Gigantes afgår der dagligt adskillige både. Udvalget er stort – uanset om man foretrækker katamaran, et hyggeligt træskib eller vil nyde verdenen under vandoverfladen gennem en glasbund. Kontakt rejselederne for yderligere information.
Pyramiderne i Güimar
Pyramiderne i Güimar er en enestående mulighed for at tage et kig tilbage til oldtiden. Videnskabsmanden Thor Heyerdahl forsøgte at give svar på nogle af de mange spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med
disse pyramider. Har der virkelig været forbindelse mellem Europa og Amerika inden Columbus? Anbefales varmt til alle historieinteresserede.
Aftenunderholdning
Spanien generelt og især Tenerife har mange aftenarrangementer, hvor man kan opleve den spanske dans, flamenco. Overalt i byen findes danserestauranter med levende musik og shows med eller uden spisning. Tag med til middelaldershow, som absolut er en oplevelse ud over det sædvanlige. Mens man nyder sin middag (som selvfølgelig spises med hænderne, som man gjorde engang) bliver man underholdt af de fascinerende riddere, som har sammensat et show med heste, ørne, ild, musik og kamp, som også middelalderkongen og -dronningen overværer fra deres trone. En aften, man sent vil glemme. Få mere information hos rejselederne.
Go-cart
Tenerife Karting-Club ligger ved motorvejen mod Santa Cruz og er den eneste go-cart bane i området ved Playa de las Américas. Der køres efter flere forskellige kategorier for både børn og voksne. Der kører gratisbusser til go-cart-banen.
BRAVO TOURS UDFLUGTER
Ø-udforskning
Tenerife er meget mere end sol, sand og vand. Her kan man opleve fire forskellige årstider på turen rundt på øen – på en og samme dag. Det er et must at komme rundt opleve andet det turistfyldte område Playa de Las Americas. Tenerife har nemlig en enestående natur som kan tage pusten væk fra de fleste.
På den sydlige del – ved Playa de las Américas – skinner solen flere end 300 dage om året, derfor er det naturligvis her størstedelen af turisterne opholder sig. Men vi vil på denne Ø-udforskning tage dig med en tur ind imellem Tenerife´s bjerge til smukke udsigtsposter ved. bl.a. Los Gigantes og Garachico.
Det berømte Drageblodstræ i den hyggelige by Icod de Los Vinos er også med på vores tur, samt Puerto De La Cruz som vil føles mindre hektisk på sin hyggelige strandpromenade end I Las Americas.
Frokost er der skam også med på turen og den bliver nydt i hyggelige omgivelser i La Orotava. I La Laguna, som er den gamle hovedstad, vil man opleve en helt anden stemning i gaderne, eftersom den er meget lokal og anderledes med sine charmerende gamle bygninger.
På denne tur vil man blive meget klogere på Tenerife´s bagside og få en god fortælling om historie, traditioner, byer, natur mm.
One 4 you – Bravo på bølgen
Forlad byens hektiske liv og tag med Bravo Tours ud på Atlanterhavet et par timer på en af Tenerifes største katamaraner, One 4 you, hvor vi sammen med besætningen kommer helt tæt på atlanterhavets fascinerende dyreliv.
Kaptajnen sætter kursen mod de områder, hvor der er mulighed for at opleve, at hvaler kommer helt tæt på båden. Dernæst går turen mod hvalernes tilholdssted, hvor vi kan opleve store flokke af grindehvaler, der med deres langsomme bevægelser og rolige gemyt, nærmest virker som en kontrast til de legesyge delfiner, som vi også kan være heldige at møde.
Herefter går turen til spaghetti-bugten, hvor båden ankrer op i det azurblå vand. Her kan turens vandhunde tage en opfriskende dukkert ud for klipperne, hvor de lokale hippier bor i huler.
Denne ca. 3 timers tur har vi lagt om lørdagen, på den måde får man en god og afslappende afsked med Tenerife, samt at der stadig er tid til den sidste hygge på land om eftermiddagen/aftenen da denne tur ikke tager hele dagen. Der er drikkevare ad libitum under turen og en lille sandwich bliver der også budt.
Tapas-aften
En aften, hvor lokal stemning og hjemmelavet kanariske mad er i højsædet. Vi tager op til en lille hyggelig restaurant La Rambla i den meget lokale by Adeje, der kun ligger 8 km fra det hektiske Las Américas. Restauranten ligger på den stejle hovedgade blandt andre små restauranter og caféer, hvor de lokale oftest samles til en sludder om dagens oplevelser.
Vi vil gerne vise jer, hvordan lokal tapas (en masse små retter) smager, når det er lavet med hjertet og ikke er kommet i en friture eller i mikroovnen. Jose står i køkkenet, og oftest er hans danske kone Alexandra også at finde i restauranten. Hun nyder nemlig at hygge om gæsterne og sætter en ære i at servere kvalitetsmad.
Alexandra er det eneste danske, der kommer ind over menuen, og hun fortæller gerne om hendes liv som den lokale kanariske kvinde, hun er den dag i dag.
Så kom med os til La Rambla til en hyggeaften sammen med andre Bravo-gæster og Bravo guide, men vær hurtigt ude! Restauranten er som sagt ikke så stor, så vi kan kun være 26 personer – så er restauranten fyldt op. (Hver onsdag aften)
Tenerifes stolthed
Ud fra udflugtens navn kan der kun være tale om en ting: Vulkanen Teide, naturligvis. Vi har valgt at lave en tur, der KUN omhandler Teide. På den måde har man god tid til at blive imponeret af den anderledes natur, der venter oppe over skyerne. Teide er Spaniens højeste punkt med 3.718 meter og er samtidig også verdens tredjestørste øvulkan.
På denne tur vil du blive klogere på vulkansk aktivitet samt få nogle fantastiske billeder, når vi kører rundt i nationalparken. Smagsløgene bliver også sat på en prøve, når der på tilbagevejen er indlagt besøg på en familiedrevet vingård fra 1947. Her er der rundvisning, fortælling og smagning på de lokale dråber. Så hvis du går og tror, at Tenerife ikke kan lave vin, så tager du fejl.
La Gomera
Hvorfor ikke “slå 2 fluer med et smæk” Kom med os til La Gomera, som gemmer på en anderledes natur, end du vil finde på nogen anden kanarisk ø. La Gomera er ikke andet end 40 min. sejltur væk fra Tenerife, hvilket gør den til et oplagt udflugtssted.
Øen gemmer på nogle meget dybe “Barrancos” (kløfter), som er dækket med tæt bevoksning. Her har der nemlig ikke været udbrud i over to millioner år, dvs. at disse kløfter ikke er blevet fyldt op gang på gang af lava og aske, derfor er de så karakteristiske og anderledes.
La Gomera er den andenmindste af de syv kanariske øer, og her er der ikke meget turisme at komme efter, andet en nogle udflugtsbesøg. Dvs. den er en fascinerende kontrast til de populære turistøer.
Man kommer til at føle stemningen af, hvordan alle disse øer måtte have været dengang før turismen, da var de alle nemlig ligesom La Gomera stadig er i dag. Det er også herfra det lokale fløjtesprog stammer, dette vil du opleve under frokosten.
Alle udflugter kan betales med euro (billigst) eller Visa/Dankort.
UDFLUGTER PÅ EGEN HÅND
Dykning
Der findes flere dykkercentre i og omkring Playa de las Américas og Los Cristianos. Bravo Tours anbefaler dykkercentret Blue Explorers, der har veluddannede dykkere ansat, og hvor sikkerheden er i top. Blue Explorers holder til i Abades, der er et af de bedste steder til dykning på Tenerife. De tilbyder flere kombinationsmuligheder, hvor det er muligt at dykke, hvad enten man har certifikat eller ej. Der arrangeres også guidet snorkel ture. Kontakt Bravo Tours’ rejseledere for at bestille plads.
Siam Park
Siam Park er Tenerifes nyeste temapark. Et meget stort og flot vandland, der bl.a. har verdens største bølgebassin, en 28 meter høj vandrutsjebane, en stor dejlig strand til at slappe af på og meget mere. Absolut en park ikke kun for børn, men også for voksne specielt pga. den meget dejlige kunstige strand i forbindelse med bølgebassinet. Ud over vandaktiviteter har parken et stort udvalg af restauranter, hvor man kan stille både sult og tørst. Kontakt Bravo Tours’ rejseledere for at bestille plads. Kom gerne til os med dine ønsker, Tenerife byder på alt hvad hjertet kan begære.
Submarine Safaris
Få en oplevelse for livet om bord på en moderne undervandsbåd. Med daglige afgange fra havnen i San Miguel dykker vi knap 30 meter ned under havoverfladen. Her oplever man den fantastiske verden og det rige dyreliv såsom trompetfisk, papegøjefisk og store rokker. Tal med rejselederne om mulighederne for dyk med skandinavisktalende guide – og husk endelig at medbringe video- og digitalkamera til at forevige de unikke oplevelser. Bustransport inkluderet. Kontakt Bravo Tours’ rejseledere for at bestille plads.
MAD & DRIKKE
På Tenerife er der mad til for enhver smag – både fra det spanske køkken og fra andre dele af verden – fx Afrika, Mexico, Kina og Indien. Kanarierne mikser deres egne lækre råvarer på en eksotisk og lækker måde. Den spanske nationalret er paella, der har sit navn efter den store stegepande, den laves i. Her er en liste over de retter, man bør prøve!
- Gazpacho: Andalusisk grøntsagssuppe med hvidløg. Serveres kold med hakkede grøntsager og hvidt brød.
- Pimientos Padron: Små grønne peberfrugter stegt på pande i olivenolie og derefter tilsat groft salt. De er meget lækre, og der er altid et par stykker, der er meget stærke, så start med at nippe til dem.
- Tortilla española: Kartoffelomelet, kan også indeholde paprikapølse eller grøntsager.
- Sopa de ajo: Suppe med hakkede hvidløg, paprika, brødterninger og æg.
- Conejo en salmorejo: Kanin i stærkt krydret sauce lavet af mojo picante.
- Estofado: Kød- og grøntsagsgryde.
- Papas arrugadas: Små kartofler, der spises med skræl på og er kogt i meget saltet vand. De spises med mojosovs, der er en stærk, rød sovs med safran, olie, masser af hvidløg og paprika. Der findes også en grøn mojo-sovs med avocado, som ikke er så stærk som den røde.
- Potaje Canario: Fyldig grøntsags- og kødsuppe, hvori der indgår løg, yams, græskar, selleri, gulerødder, bønner og andre forskellige grøntsager. Der findes mange forskellige varianter.
- Ropa Vieja: Den lokale version af biksemad, der oftest består af kikærter med grøn peber, løg, stykker af okse- eller lammekød, tomater og kartofler, der er kogt i sauce.
- Rancho Canario: En stuvning af kartofler, løg, tomater, chorizo (krydret pølse), kikærter og pasta.
- Sancocho: Saltet torsk eller anden fisk kogt og serveret med kogte kartofler, yams og gofio.
- Bienmesabe: Sød dessert af mandler og honning. Nydes ofte sammen med is.
- Mojo – mojo picante: Stærk rød sauce, der oftest serveres til kød.
- Mojo – mojo verde: Mildere grøn sauce, serveres mest til fisk.
- Ali-oli: En tyk og kalorie-rig hvidløgsmayonnaise.
- Gofio: En af De Kanariske Øers største specialiteter; ristet groftvalset korn, der anvendes på utallige måder – som snack med banan, som morgenmad blandet med mælk, til aftensmaden, blandet i suppe eller som tilbehør osv.
Øl
Tropical og Dorada er de lokale stoltheder. San Miguel er den mest almindelige spanske øl. Alle tre er gode og friske og passer godt til klimaet.
Sangria
En meget populær drik lavet af rødvin, cognac, mineralvand, citron, is og lidt sukker. Alle barer har sin egen opskrift, så smagen varierer fra sted til sted.
Vin
Spanien har som verdens tredjestørste vinproducent (efter Italien og Frankrig) en række fine vine. De bedste hvide vine og rosévinene kommer fra Katalonien med Torres som ledende producent, men Rioja er de mest kendte rødvine. Rioja-navnet skyldes, at druerne dyrkes tæt ved floden Rio Oja – en gren af floden Ebro.
Paella
Den mest populære ret i det spanske køkken. Retten kommer oprindeligt fra Valencia og har ris som hovedingrediens. Ved tilberedelsen tilsættes safran, løg og skaldyr eller kylling sammen med forskellige grøntsager, der gør paella til et smagfuldt og mættende måltid. De bedste paellaer tager en halv time at tilberede, og mange restauranter kræver, at man bestiller i forvejen.
Tapas
Et stort udbud af små retter, der kan spises til frokost eller forret. Kan bestå af tørret skinke, oliven, brød med alioli (hvidløgsmayonnaise), små, grønne, stegte peberfrugter (pimientos padron), sardiner i marinader, calamares (friturestegte blæksprutteringe) m.m.
KORT OVER TENERIFE
VÆRD AT VIDE OM TENERIFE
- Grønt flag: Ikke farligt at bade
- Gult flag: Vær forsigtig
- Rødt flag: Forbudt at bade
I Spanien er det påbudt at køre med sikkerhedssele, og at lygterne er slukkede om dagen. Alkoholpromillegrænsen er 0,5. Fartbøder skal betales på stedet. Parker aldrig, hvor fortovskanten er gul. Er fortovskanten blå, kan der parkeres mod betaling. Holder en bil ulovligt parkeret, bliver den fjernet.
- Dansk kaffe hedder café filtro.
- Café cortado er spansk kaffe med et skvæt mælk.
- Café con leche er en stor kop med halv mælk og halv kaffe.
- En carajillo er kaffe med brandy.
Prøv også den gode Baraquito som er med orange likør, kanel, lime og mælk
The Danish Consulate
Calle Villa Alba Hervas, 3.sal,
38 002 Santa Cruz, Tenerife
Tlf. (0034) 922 27 57 57
Vi anbefaler at leje en safebox på hotellet. Når værelset forlades, bør man lukke og låse alle døre og vinduer og ikke lade værdigenstande ligge fremme. Læg altid nøglen i receptionen, når hotellet forlades. Pas på lommetyve og forsøg at fordele penge mellem jer, hvis I går flere sammen. Gå ikke rundt med for mange kontanter. Er man så uheldig at blive udsat for tyveri, skal der laves en politirapport inden for 24 timer. Kontakt eventuelt rejselederne.
Bravo Tours anbefaler, at man benytter Villar e Ibarra, tel. 922 77 78 70 der har skandinavisktalende personale. Eventuel indlæggelse vil ske på Hospiten Playa de las Américas, tel. 922 75 00 32.
Skulle det blive nødvendigt med lægehjælp i løbet af din ferie, er du meget velkommen til at kontakte en af vores rejseledere, som vil informere dig om proceduren. Fra 1. august 2014 dækker det danske gule kort ikke længere. Du skal derfor bruge enten dit blå kort eller din private rejse-/sygesikring.
I Playa de las Américas er der marked hver torsdag og lørdag kl. 9.00-14.00 over for C.C. El Duque i Fañabe.
Der er marked i Los Cristianos hver søndag kl. 9.00-14.00 ved Arona Grand Hotel.
Pas på lommetyve!
Åbningstiderne for postkontorerne er:
Mandag-fredag kl. 8.30-14.30.
Lørdag kl. 9.30-13.00.
Søndag er der lukket.
Et postkort til Europa skal frankeres med € 0,70. Frimærker, sellos, kan købes på posthuset, i tobaks-kiosker, estancos-tobaccos, og i enkelte receptioner.
På Tenerife kan man med fordel købe elektroniske varer, solbriller, lædervarer, smykker m.m. Pas dog på med at købe smykker og ure af gadesælgere, og vær i det hele taget opmærksom på kopivarer. Spørg eventuelt rejselederne til råds. De Kanariske Øer er frihandelsområde. Men butikkerne i lufthavnen er ikke toldfrie. Derfor kan det bedst betale sig at handle i ro og mag i ferieområdet frem for at vente til lufthavnen. Se toldreglerne bagest i dette hæfte – under Hjemrejse.
For at ringe til Danmark: Tast først 0045 og derefter telefonnummeret.
For at få modtageren til at betale, ringer man til 900 99 0045 og opgiver bestiller nummeret.
Toldregler fra De Kanariske Øer til Danmark:
Man skal være fyldt 17 år for at kunne indføre tobaksvarer og spiritus. Til Danmark må man afgiftsfrit medtage varer omfang til eget forbrug i følgende omfang:
- Cigaretter 200 stk. eller Cigarillos 100 stk. (maksimalt 3 gram pr. stk.) eller Cigarer 50 stk. eller Røgtobak 250 gram
- Spiritus 1 liter (over 22 %. Gælder også drikkevarer tilsat spiritus.)
- Hedvin 2 liter (maksimalt 22 % – herunder champagne, cava, portvin og sherry.)
- Bordvin 4 liter
- Øl 16 liter
- Kaffe 500 gram (aldersgrænse 15 år) eller Kaffe-ekstrat 250 gram (aldersgrænse 15 år.)
- Te 100 gram eller Te-ekstrakt: 40 gram
Andre varer til privat forbrug til en samlet værdi af kr. 3.250.
GOLF
Golf del Sur
Ingen andre baner på Tenerife har været vært for så mange professionelle turneringer som Golf del Sur, hvor herrernes og damernes European Tour har afviklet Tenerife Open henholdsvis fire og to gange. Så sent som maj 2009 gjaldt det Ladies Tenerife Open på North og South Course, der danner mesterskabsbanen på dette 27-hullers-anlæg, hvor den sidste 9-hullerssløjfe hedder Links Course. Spaniens måske bedste banearkitekt, Pepe Gancedo, har designet Golf del Sur, der åbnede i 1987. Banen blev hurtigt kendt, fordi José Maria Olazábal i 1989 vandt den første udgave af Tenerife Open og ved den lejlighed roste layoutet i høje toner. Især fremhævede han 3. hul (par 5) på Nord-sløjfen, hvor en dramatisk klippe-ravine afgrænser højre side af fairway og sort, vulkansk sand venstre side. Også Syd-sløjfen har et signaturhul, 2., et langt par 3, hvor greenen ligger omgivet af det sorte lavasand og dermed virker som en grøn ø. Det er i øvrigt ikke særligt svært at spille fra lavasandet – hvis man øver sig lidt i forvejen.
Abama Golf
Tenerifes mest eksklusive golfanlæg, Abama Golf, i udkanten af byen Guía de Isora på øens dramatiske sydvestkyst er en usædvanlig sag både udformnings- og udsigtsmæssigt. Hullerne snor sig nemlig stejlt op ad eller ned ad bjergskråningen over Playa San Juan, og fra hvert eneste hul er der panoramaudsigt over Atlanterhavet til naboøen La Gomera. Den engelske banearkitekt Dave Thomas har designet Abama Golf med så stor fantasi, at man nogle steder har svært ved at tro sine egne øjne! Det 140 hektar store areal var tidligere en palmetræsplantage, opbygget i terrasser, så det har været noget af et kunststykke at skabe en golfbane på disse plateauer. Med 25.000 palmetræer, 200 farverige arter af buske, kaktusser og blomster, 22 søer og en række vandfald føles det, som om man spiller i én stor tropisk have! Signaturhullet er 10., par 5, 490 meter og dogleg-venstre med out of bounds i højre side, en række søer i venstre side og en storslået udsigt fra teestedet. Oasis hedder hullet – særdeles rammende.
Golf Costa Adeje
Til de mest populære baner på Tenerife hører Golf Costa Adeje, og det er såre forståeligt, fordi man fra de fleste, højtliggende, huller på 18-hullers-banen Old Course har udsigt over Atlanterhavet til naboøen La Gomera. Nogle steder er det en lidt pudsig bane, nemlig hvor den har tværgående stendiger, der medfører fairways med flere, flade niveauer. Fem kilometer stendiger er simpelthen et levn fra fortiden, hvor der lå en bananplantage på det skrånende terræn ned mod den klippefyldte kystlinje. Det koster uvilkårligt slag, hvis ens bold kommer til at ligge for tæt på stendigerne. Forskellige raviner udgør andre forhindringer, så det er svært nok at komme helskindet rundt, selv om der ikke findes vand i spil på 18-hullers-banen. Dét er der til gengæld på 9-hullers-banen Los Lagos, hvor en sø influerer på spillet på fire huller. En frodig og farverig vegation præger Costa Adeje, fordi hvert eneste træ eller plante har sit eget vandingssystem. Old Course har i øvrigt huset Spanish Open på European Tour.
Golf las Américas
I udkanten af turiststedet Los Cristianos, tæt ved motorvejen, ligger Golf Las Américas, omgivet af hoteller og lejlighedskomplekser, der fortrinsvis huser golfspillere – med stor travlhed på banen til følge. Ved ankomsten til det kæmpestore klubhus, får man umiddelbart det indtryk, at man skal spille en flad og måske kedelig bane. Dét er ingenlunde tilfældet, for det er kun vandhullerne foran klubhuset, mod kysten, der ikke har bølgende fairways, mens hullerne bag klubhuset, mod motorvejen, har det. Der indgår kuperede huller i begge sløjfer, så der er faktisk tale om en stærkt varierende bane. Vand spiller som nævnt en stor rolle på de flade huller, og fx er der allerede på 1. hul mulighed for at sende sit drive i et vandløb langs venstre side af fairway. I alt er der mulighed for, at man kan miste sin bold i en halv snes større og mindre vandhazarder, så man skal virkelig tænke taktisk, inden man slår sine slag. Dét gælder ikke mindst sidste slag på 18. hul – med vand højre om green.
Centro de Golf Los Palos
Mange golfspillere drager på golfferie sent på efteråret eller tidligt på foråret uden at være i topform. For dem vil det være en god idé at starte ferien på en 9-hullers par 3-bane. Til de bedste af den slags hører Centro de Golf Los Palos fem minutters kørsel fra Los Cristianos på Tenerifes sydkyst. Los Palos – som på spansk betyder »køllerne« – er en lille sag på kun 919 meter fra gul tee og 749 meter fra rød, men det er til gengæld skabt af et stort navn rent spillemæssigt, den spanske mesterspiller José Maria Olazábal. Han har altid mestret de korte jern, og dét er lige nøjagtigt, hvad der kræves for at besejre Los Palos. Stor præcision er nødvendig, fordi to søer og vandløbet mellem dem kommer i spil på fem huller. En del af en bananplantage er ryddet til fordel for det forholdsvis lille areal, banen ligger på. Dét betyder, at resten af plantagen giver læ for hullerne, og at solitære bananpalmer afgrænser hullerne – med en intim atmosfære til følge. Los Palos tilbyder også gode træningsforhold. (Kræver ikke handicap under 28 for mænd og 36 for kvinder) Spørg rejselederne om priser og for at bestille greenfee.
Buena Vista Golf
Dramatik har altid klæbet til Spaniens mest farverige spiller gennem tiderne, Severiano Ballesteros, og dét er også tilfældet, når han optræder som bane-arkitekt – som fx på Buenavista Golf i Tenerifes nordøstligste hjørne, for foden af Teno-bjergene og ved byen Buenavista el Norte. Man kan i nogen grad sammenligne Buenavista på kanten af Atlanterhavet med den berømte Pebble Beach på kanten af Stillehavet. To af hullerne på Buenavista løber direkte mod klippekystlinjen – med fare for, at havvandet kan sprøjte ind over greenen, mens man er i færd med at putte! Andre tre huller går langs med kystlinjen/klipperne, stærkt udsatte for sidevind, som kan betyde, at bolden blæser ud i havet. Vejret skifter hurtigt, fordi Spaniens højeste bjerg, Pico de Teide, kun ligger en halv snes kilometer væk. I kraft af sin højde tiltrækker det skyer, som kan forårsage hurtige regnbyger. Det er derfor altid klogt at medbringe regntøj til Buenavista, som til gengæld er mere grøn end andre baner på øen – på grund af regnvandet.
Amarilla Golf & Country Club
Det er ikke alle golfspillere, der har mod på at prøve kræfter med den dramatiske 18-hullers-bane i Amarilla Golf & Country Club. Dramatisk, fordi roughen mange steder består af lavamarker og -raviner, hvor det kan være svært at spille bolden videre fra – for ikke at sige umuligt. Den kendte banearkitekt Donald Steel har kreeret et så flot og spændende lay out, at der ingen grund er til at undgå Amarilla – hvis man har styr på sin driver. Den skal man være præcis med, hvis det skal lykkes at komme rundt i en god score uden at miste bolde i lavaen – eller havet. Det sidste er der mulighed for på banens fascinerende signaturhul, 5., par 3, hvor bolden skal krydse en bugt i klipperne. Selv om det kun måler 85 meter fra rød tee og 115 fra gul kommer mange galt af sted her! Spektakulære udsigter kendetegner Amarilla, hvor man enten ser ud over Atlanterhavet eller mod Tenerifes majestætiske bjergtinde, Teide. En 9-hullers pitch & putt-bane med en totallængde på kun 709 meter kan bruges til opvarmning. Den slutter i øvrigt med en ø-green. Spændende bane med grønne fairways, der snor sig mellem lavamarker, og med en storslået udsigt til Atlanterhavet og Teide. 18-hulsbane i nærheden af lufthavnen.