VELKOMMEN TIL FUERTEVENTURA
Den store rejseguide til Fuerteventura. De vulkanske Kanarieøer strækker sig over et område i Atlanterhavet på cirka 7.273 km² og består af tretten øer. De største er Tenerife, Fuerteventura, Gran Canaria, Lanzarote, La Palma, La Gomera og El Hierro. Desuden er der seks ubeboede øer – bl.a. Isla de Lobos, La Graciosa, Alegranza og Montaña Clara.
Takket være det behagelige klima med temperaturer mellem 18 og 24 grader året rundt er øerne blevet et af de største turistmål i moderne tid.
Midt mellem Afrikas vestkyst og Gran Canaria ligger den gyldne og bjergrige ø Fuerteventura, der opstod for ca. 20 millioner år siden fra utallige voldsomme vulkanudbrud på havets bund. Fuerteventura er den næststørste af Kanarieøerne – kun overgået af Tenerife. Fuerteventura er 1.660 km², 120 km lang og 35 km, hvor den er bredest.
Noget af det mest tiltalende ved Fuerteventura er de kilometerlange hvide sandstrande og de imponerende sandklitter, som Saharas ørken kan takkes for. Sandet er gennem tiderne blæst over havet og har lagt sig til hvile her på øen.
Første indtryk af Fuerteventura er, at her er goldt og masser af sand. Men inden længe opdager man, hvor smuk øen er, og hvor meget der er at opleve, og hvor meget man kan give sig til. I forhold til de andre og mere kendte Kanarieøer er Fuerteventura mere rolig, og man vil føle sig velkommen overalt.
OMRÅDER PÅ FUERTEVENTURA
Jandía
Jandía er en rolig og afslappet ferieby på Fuerteventuras sydspids. Jandía-halvøen har et smukt landskab med urørt natur og kilometervis af sandstrande.
Byen vokser fra år til år, men der er ingen trængsel på stranden. Playa Matorral er en fantastisk, gylden og mere end 30 km lang sandstrand. Her kan man slappe af og tage dagen, som den kommer.
Langs hovedgaden ligger restauranter, barer, butikker, parfumerier og elektronikbutikker. I nærheden af Cosmo Shoppingcenter er der marked, marked hver mandag og torsdag, hvor man kan prutte sig til gode priser på varerne.
Cirka to km fra centrum ligger fiskerbyen Morro Jable, der er et paradis, hvis man holder af fisk og skaldyr. Dagens fangst kan nydes til rimelige priser, mens man beundrer udsigten over havet. Her findes også butikker og en del barer. Her kan man komme helt tæt på lokalbefolkningen. Morro Jable skal opleves!
Caleta de Fuste
Caleta de Fuste er en af øens mest travle feriebyer – også kendt som Castillo. Byen, der ligger cirka tyve minutters kørsel fra lufthavnen, har en hestesko-formet strand med det fineste importerede sand.
Som alle andre turistbyer på øen vokser Caleta de Fuste stille og roligt – både hvad angår
befolkningstal og faciliteter. Caleta de Fuste er utroligt populær blandt golfspillere, da to af øens golfbaner ligger her side om side.
Byen er bygget op omkring en hovedgade med restauranter, butikker og små, hyggelige barer. Der er et nogenlunde livligt byliv og gode muligheder for at dyrke vandsport.
Det anbefales at gå nogle ture i den hyggelige by – især ned til havnen!
Corralejo
Corralejo ligger på den nordligste spids af Fuerteventura og har tidligere været en lille fiskerby. Med tiden er den dog vokset til en turistby med mange butikker, barer, restauranter og hoteller. Det meste er koncentreret på eller omkring hovedgaden Generalisimo Franco s/n.
Ved havnen og langs strandpromenaden findes gode restauranter med varierende menuer. Her kan man nyde en god middag. På hovedgaden er der marked hver mandag og fredag. Her kan findes souvenirs, saronger i alverdens farver og lædervarer. Fra havnen i Corralejo går der dagligt færger til Lanzarote og til naturreservatet på øen Los Lobos.
OPLEV FUERTEVENTURA
Aloe Vera Internacional
Aloe Vera er en helseplante, der er blevet anvendt i tusindvis af år. Den kommer oprindeligt fra Kanarieøerne og raffineres og sælges mange steder på øen. Prøv, køb og lær mere om Aloe Vera på Aloe Vera Internacional mellem Tuineje og Tiscamanita.
Tlf. 661 706 209
Grotte
Cueva Ajuy er en imponerende grotte ved byen Caleta Negra mellem Betancuria og Pájara. Her kan man gå og nyde udsigten fra bjergsiden og klatre inde i grotten. Utrolig flot natur, der bør opleves.
Isla de Lobos
Navnet kommer fra de søløver, lobos de mar, der fandtes her til begyndelsen af 1900-tallet. Den lille, sorte vulkanø på 4,58 km2 ligger seks kilometer fra Fuerteventura og har ikke været beboet siden 1968, da fyrpasseren Antonio Hernández Páez (Antoñito el Farero) blev overflødig. Han og hans familie plejede at byde besøgende på paella, og hans efterkommere driver fortsat restauranten Casa Antonio – uden at bo på øen. På Isla de Lobos kan man vandre, sole sig ved lagunen og nyde det rige undervandsliv. Her findes også et rigt fugleliv. Øen er et af de tre naturfredede områder, som Fuerteventura værner om.
Lanzarote
Denne store ø ligger tæt nok på for dem, der har lyst til en udflugt fra Fuerteventura for at opleve den mest vulkansk aktive af Kanarieøerne. Se udflugtsprogrammet.
Montaña Tindaya
Bjerget er 401 meter og har givet navn til det omkringliggende naturreservat og by. Tindaya var helligt for urbefolkningen, og man kan stadig se flere end 100 mærkelige fødder skulptureret ind på toppen af bjerget. På en klar dag kan man herfra se Spaniens og Tenerifes højeste bjerg, Teide, over horisonten. Urbefolkningen troede, at djævelen boede i vulkanen Teide, og alle fødderne peger i den retning. Bjergarten er meget hård og er blandt andet anvendt som vægudsmykning i Fuerteventuras lufthavn.
Vega de Rio Palma
Denne smukke dal og by er et dejligt pausested på vej rundt på øen. Erobreren Jean de Bethencourt gik i 1400-tallet ved siden af den udtørrede bæk, og det var også ham, der medbragte Madonnastatuen, Virgen de la Peña, der nu står i kirken. Statuen blev reddet fra et piratangreb i 1593 og blev gemt så godt, at den ikke blev fundet før langt oppe i 1600-tallet.
Bravo Tours’ Ø-tur
I løbet af turen fortæller rejselederen meget interessant om Fuerteventuras historie, kultur og vulkanske landskab. Vi kører op forbi Costa Calma og derfra til La Pared på vestkysten. Fra La Pared begiver vi os til øens mest dramatiske bjerg og stopper i Pájara. Vi skal ud til den sorte strand ved Ajuy, hvor vi vil nyde en god frokost med det voldsomme Atlanterhav som nabo, og her vil det også være muligt at besøge de spektakulære grotter.
Bravo Tours kan tilbyde dig udflugter både til lands og til vands. Vores brede udflugtsprogram kan skifte fra uge til uge, alt afhængig af antallet af gæster. For at du kan holde dig opdateret med vores udbud af udflugter, har vi indsat detaljerede beskrivelser af alle ugens udflugter i informationsmappen, som findes i receptionsområdet.
STRANDE
Vulkanen rejste sig af havet og skabte en ø. Med tiden har vind og vand skabt nogle af Europas mest vidunderlige strande på Fuerteventura. Der findes hele 152 stykker at vælge imellem. Mange af dem er kilometerlange og kridhvide mod det turkisblå vand, andre er sorte af vulkansand. Mange af strandene har Blåt Flag som bevis for sikkerhed, rent badevand, service og miljøomsorg.
Ikke alle strande er børnevenlige – i særdeleshed ikke på vestkysten, hvor der er dybt vand og klipper. Nogle har ikke toiletter og serveringer. Flag og livreddere kan også mangle, og der kan være understrømme.
Sotavento og Barlovento
Fuerteventura påvirkes hele tiden af de nordvestlige passatvinde, der har markant effekt på øens strande. Strandene på pålandssiden (vestkysten) kaldes Barlovento, og dem på fralandssiden kaldes Sotavento.
Sotavento er flade strande med roligt vand, deriblandt den lange strand fra Morro Jable i syd til Costa Calma. Dele af stranden hedder Matorral, Esquinzo-Butihondo, Sotavento de Jandía og Costa Calma. På Barlovento-siden ligger Cofete og i dens forlængelse Barlovento de Jandía.
Matorral
Playa de Matorral er det officielle navn på den fantastiske hvide og brede strand neden for Morro Jable og byens turistbebyggelse. Her findes alt, der hører til en veludrustet strand, og der er ingen trængsel. Solstole kan lejes, og vandsports-muligheder, restauranter og butikker ligger tæt ved.
Sotavento de Jandía
Her er som på et flot postkort med en herlig blanding af badende turister og windsurfere. At windsurfing er en stor, populær sport her på Fuerteventura ses tydeligt her. Atmosfæren er rolig og afslappet. Man kan lære at windsurfe på kurser her på stranden, hvor der også findes en lagune, hvor man kan øve sig.
Cofete
Efter en times bumpende køretur fra Morro Jable gennem et månelandskab af sand, sten og bjerge, kommer man til den 14 km lange Cofete-strand. Her behøver man ikke lede efter en plads i solen. Der er plads til alle, og bølgerne er af verdensklasse. En seværdighed herude er Villa Winter. Gustav Winter og hans familie, der boede her næsten uden kontakt til omverden, dyrkede granatæbler og lavede ost.
Restauranten på stranden serverer mad, bl.a. fra det spanske køkken. Prøv specialiteten Pescado Cofete, der er en fiskeret, hvor hele fisken kommer ind på tallerkenen.
Costa Calma
Stranden har klipper og vige, der giver en anden karakter end dem længst mod syd. Der er toiletter, og det er muligt at komme ned på stranden med kørestol.
Esquinzo-Butihondo
Cirka otte kilometer nord for Morro Jable ligger byen Esquinzo-Butihondo og dens strand. Her findes vandsport, restauranter og toiletter.
Las Dunas
Lidt syd for byen Corralejo i nord ligger nationalparken Las Dunas, der nærmest ligner Saharaørkenen. Sandet er blæst herover fra Afrika og dækker 30 km². Området er meget populært blandt naturister.
MAD OG DRIKKE
På Fuerteventura er der mad for enhver smag – både fra det spanske køkken og fra andre dele af verden – fx Afrika, Mexico, Kina og Indien. Folket på De Kanariske Øer mikser deres egne lækre råvarer på en eksotisk og lækker måde.
Den spanske nationalret er paella, der har sit navn efter den store stegepande, den tilberedes i.
Her er en liste over de retter, der bør prøves!
- Gazpacho: Andalusisk grøntsagssuppe med hvidløg. Serveres kold med hakkede grøntsager og hvidt brød.
- Pimientos Padron: Små grønne peberfrugter stegt på pande i olivenolie og derefter tilsat groft salt. De er meget lækre, og der er altid et par stykker, der er meget stærke, så start med at nippe til dem.
- Tortilla española: Kartoffelomelet, kan også være tilberedt med paprikapølse eller grøntsager.
- Sopa de ajo: Suppe med hakkede hvidløg, paprika, brødterninger og æg.
- Conejo en salmorejo: Kanin i stærkt krydret sauce lavet af mojo picante.
- Estofado: Kød- og grøntsagsgryde.
- Papas arrugadas: Små kartofler, der spises med skræl på og er kogt i meget saltet vand. De spises med mojosovs, der er en stærk, rød sovs med safran, olie, masser af hvidløg og paprika. Der findes også en grøn mojo-sovs med avocado, der ikke er ligeså stærk som den røde.
- Potaje Canario: Fyldig grøntsags- og kødsuppe, hvori der indgår løg, yams, græskar, selleri, gulerødder, bønner og andre forskellige grøntsager. Der findes mange forskellige varianter.
- Ropa Vieja: Den lokale version af biksemad, der oftest består af kikærter med grøn peber, løg, stykker af okse- eller lammekød, tomater og kartofler, der er kogt i sauce.
- Rancho Canario: En stuvning af kartofler, løg, tomater, chorizo (krydret pølse), kikærter og pasta.
- Sancocho: Saltet torsk eller anden fisk kogt og serveret med kogte kartofler, yams og gofio.
- Bienmesabe: Sød dessert af mandler og honning. Nydes ofte sammen med is.
- Mojo – mojo picante: Stærk rød sauce, der oftest serveres til kød.
- Mojo – mojo verde: Mildere grøn sauce, serveres oftest til fisk.
- Ali-oli: En tyk og kalorie-rig hvidløgsmayonnaise.
- Gofio: En af De Kanariske Øers største specialiteter; ristet groftvalset korn, der anvendes på utallige måder – som snack med banan, som morgenmad blandet med mælk, til aftensmaden, blandet i suppe eller som tilbehør osv.
1) Tapas
Et stort udbud af små retter, der kan spises til frokost eller forret. Tapas kan bestå af tørret skinke, oliven, brød med alioli (hvidløgs-mayonnaise), små, grønne, stegte peberfrugter (pimientos padron), sardiner i marinade, calamares (friturestegte blæksprutteringe) m.m.
2) Paella
Den mest populære ret i det spanske køkken. Retten kommer oprindeligt fra Valencia og har ris som hovedingrediens. Ved tilberedelsen tilsættes safran, løg og skaldyr eller kylling sammen med forskellige
grøntsager, der gør paella til et smagfuldt og mættende måltid. De bedste paellaer tager en halv time at tilberede, og mange restauranter kræver, at man bestiller i forvejen.
3) Øl
Tropical og Dorada er de lokale stoltheder. San Miguel er den mest almindelige spanske øl. Alle tre er gode, friske og passer godt til klimaet.
4) Sangria
En meget populær drik lavet af rødvin, cognac, mineralvand, citron, is og lidt sukker. Alle barer har sin egen opskrift, smagen varierer fra sted til sted.
5) Vin
Spanien har som verdens tredjestørste vinproducent (efter Italien og Frankrig) en række fine vine. De bedste hvidvine og rosévine kommer fra Katalonien med
Torres som ledende producent, men Rioja er de mest kendte rødvine. Rioja – navnet skyldes, at druerne dyrkes tæt ved floden Rio Oja – en gren af floden Ebro.
KORT OVER FUERTEVENTURA
VÆRD AT VIDE OM FUERTEVENTURA
Apotekerne har normalt åbent:
Mandag-fredag fra kl. 9.30-13.00 og igen fra kl. 16.30-20.30 samt lørdag fra kl. 9.30- 13.00.
Søn- og helligdage lukket.
I hver kommune er der altid et døgn-åbent apotek. Alle apoteker informerer i vinduerne om, hvilket apotek der er døgnåbent – farmacia de guardia. Få altid en kvittering på lægeordineret medicin, da udgiften kan refunderes hos Sygesikringen i Danmark, hvis man medbringer recepter fra læge eller hospital.
Grønt flag: Ikke farligt at bade
Gult flag: Vær forsigtig
Rødt flag: Forbudt at bade
- Dansk kaffe hedder café filtro.
- Café cortado er spansk kaffe med en smule mælk.
- Café con leche er en stor kop med halv mælk og halv kaffe.
- En carajillo er kaffe med brandy.
Morro Jable: Mandag og torsdag ved Cosmo.
Corralejo: Mandag og fredag bag vandlandet Baku.
Costa Calma: Søndag ved den store rundkørsel.
Calete de Fuste: Lørdag på parkeringspladsen oppe ad bakken.
Begge har åbent mandag-fredag kl. 8.30-14.30 og lørdag kl. 9.30-13.00.
Postkort kan afleveres til rejselederne eller i hotellets reception. Postkasserne er gule.
Nummeret til service-/nødtelefonen er:
00 34 619 622 683.
Bed receptionen om hjælp eller ring på tlf.: 928 541 257.
Priseksempel: Morro Jable til lufthavnen: 90 euro.
Taxaer har et startgebyr på ca. 2,6 euro. i Morro Jable og Caleta de Fuste findes taxaholdepladser, men befinder du dig fx på en restaurant eller på hotellet, kan det altid lade sig gøre at bestille en taxa.
Der findes også telefonkort til telefonautomaterne og kort med en kode, der også kan anvendes fra faste telefoner. Visse indkvarteringer har eksterne telefonlinjer på hotelværelserne. Hotellerne har dog oftest højere takster end telefonautomater og telefoncentraler.
For at ringe til Danmark: Tast først 0045 og derefter telefonnummeret.
For at få modtageren til at betale ringer man til 900 99 0045 og derefter nummeret.
Toldregler fra De Kanariske Øer til Danmark:
Man skal være fyldt 16 år for at kunne indføre spiritus op til 16,4 % alkohol og 18 år for at kunne indføre tobaksvarer og stærk spiritus. Til Danmark må man afgiftsfrit medtage varer til eget forbrug i følgende omfang, dog maksimum for 3.250 danske kroner:
- Cigaretter 200 stk. eller Cigarrillos 100 stk. (maksimalt 3 gram pr. stk.) eller Cigarer 50 stk. eller Røgtobak 250 gram
- Spiritus 1 liter (over 22 %. Gælder også drikkevarer tilsat spiritus) eller Hedvin 2 liter (maksimalt 22 % – herunder champagne, cava, portvin og sherry)
- Bordvin 4 liter
- Øl 6 liter
- Kaffe 500 gram (aldersgrænse 15 år) eller Kaffe-ekstrat (aldersgrænse 15 år) 250 gram
- Te 100 gram eller Te-ekstrakt: 40 gram
Find rejsen til Fuerteventura her
ÅBEN REJSEGUIDEN SOM BLADREKATALOG